Month: May 2015

Moong Dall med friske tomater

dall2Der er sporarbejde over Fyn i disse måneder. Det betyder, at jeg kommer væsentligt senere hjem fra arbejde når jeg har været på kontoret på arbejdet. På disse dage er det rart at der er noget hurtigt mad jeg kan spise, for ellers bliver Theis og jeg forfalden til junkfood og det er både usundt og dyrt.

Her i løbet af søndag eftermiddag har jeg derfor lavet dall. Dall er utrolig nemt at lave og det er nok en af de mest velsmagende retter jeg kender i forhold til hvor billigt det er.

Hvis du aldrig har arbejdet med linser og krydderier før, kræver det et visit til en god etnisk grønthandler der har et bredt udvalg af linser og krydderier og her skal du lave en lille investering. Men det kan sagtens betale sig. Dall kan variereres i det uendelige, du kan fryse det ned og lave retten så skrabet som muligt i forhold til dit budget. Og så er dall også ideel til at få brugt de slatne grøntsager i køleskabet.

Dall spises typisk vegetarisk og er glutenfri. Men det er ikke ligefrem en børneret.

Jeg anbefaler, at du laver en større portion som du kan fryse ned i beholdere og tage frem. Også ideel til frokost, hvis dit arbejde har en mikroovn.

Den portion jeg har lavet i dag er nok til tre dage for to mennesker og har kostet ca 20 kroner at lave. Men den kan sagtens koste mindre.

Opskrift på Moong Dall med friske tomater

dall3Når du tilbereder retten kan du evt bruge en stavblender – men det er ikke et must. Derudover skal du bruge en morter. Denne opskrift er ikke opstået magisk i mit hoved. Det er bare opskriften, der står på pakken med Moong Dall, hvor jeg har tilføjet lidt. Du behøver ikke at lave denne ret med Moong Dall – du kan også bruge almindelige røde linser.

Ingredienser:

350 g Moong dall linser

2 løg

5 friske tomater

Krydderier:

4 fed hvidløg

en lille klump frisk ingefær

chili

salt

stødt koriander

korianderfrø

spidskommenfrø

gurkemeje

olie

Sådan gør du:

dall1Hæld 350 g linser op i gryden og vask linserne i et par omgange. Hæld godt med vand på og sæt gryden over på en kogeplade. Sæt låg på – men hold øje med det. Når vandet begynder at koge skummer det nemlig op og skvulper ud over det hele.

Tag låget af gryden og fjern skummet fra vandoverfladen med en grydeske. Lad linserne koge i ca 30 minutter. Imens forbereder du resten: (hvis du vil spise ris til retten kan du med fordel tilberede dem også, på dette tidspunkt).

Snit to løg fint. Sæt til side.

Hak hvidløg fint sammen med ingefær. Sæt til side.

Knus korianderfrø og spidskommenfrø i en morter.

Opvarm olie på en pande og tilsæt korianderfrø og spidskommenfrø. Tilsæt løg og hvidløg og ingefær. Tilsæt chili, salt og gurkemeje. Rør godt rundt. Sluk for blusset efter tre minutter.

Tjek om linserne er færdige. De skal være bløde og smattede. Tag grydeskeen og fjern evt overskydende vand fra linserne, sådan at der er nok vand til at danne en grød.

Tag en stavblender og blend mildt. Tilsæt løg og krydderiblandingen, rør rundt. Tilsæt koriander og smag til med mere salt. Evt også mere chili.

Hak fem friske tomater og tilsæt linserne.

Spis retten med ris – eller brød.

Velbekommen.

Advertisements