Month: August 2016

Thailandsk rød karry med kylling og kål

13941055_10153642291962343_1367999872_n
Indrømmet.
Det er absolut ikke den smukkeste ret.
Men mums hvor det smager, og det tager ingen tid at lave.
Denne ret kan gøres så simpelt eller kompliceret, som man vil – det drejer sig egentligt om valget af grøntsager
Til denne røde karry endte jeg ud i at bruge edamamebønner, hvidkål og løg som grøntsager. Det lyder måske som en mærkelig kombi – men jeg har af en eller anden grund på et tidspunkt købt rigtig mange edamamebønner (dem uden skræl) på frost og har aldrig brugt dem. Så det var det, jeg havde.
Meningen var også at jeg ville putte grønne bønner i retten, men da jeg skulle hælde grøntsagerne fra skålen ned i wokken, brændte jeg håndleddet og tabte halvdelen af fyldet fra skålen ned på køkkengulvet. Det var for det meste grønne bønner og en del kål, der endte på gulvet.
To hunde blev rigtig glade. 
Man kan altså lave retten med de grøntsager, man har. Hvidkål fylder meget i maven og er billigt. Andre grøntsager kan også være gulerødder, svampe, minimajs, broccoli – ja hvad man har i køleskabet. Er du vegetar, kan du sagtens udelade kyllingen og tilføje flere grøntsager. Derudover er retten glutenfri.
 
Denne ret er af natur rigtig stærk. Så pas på med den røde karry, hvis du ikke er vant til stærk med. Hav ligeledes citron eller limesaft i hånden, til at mildne smagen. Og hvis det går helt galt kan du skrælle en rå kartoffel og putte ned i wokken. Du skal ikke spise kartoflen – men den er der, til at absorbere chilien. Så kan du fjerne kartoflen, når du er klar til at servere. 
Der findes forskellige typer af karry i det thailandske køkken. Alle er karrypastaer og kommer i dåser, breve eller glas og er “våde” og faste. 
Karrypastaer er rigtig gode til at peppe retter op og få løst problemet med slatne grøntsagere i køleskabet, som vi jo hellere vil spise end at smide ud og dermed spare penge.
Hvis du har kaffir limeblade, kan du tilføje det i retten. Jeg glemte faktisk dem – og prioriterer mest at bruge dem til den grønne karry i stedet. Kaffir limeblade skal håndteres som laurbærblade. Det er en smagsgiver og er altså ikke noget, man spiser.
Som finish kan du tilføje fiskesauce, limesaft og brun farin. Det er ikke død og pine nødvendigt til en aftensmad på en almindelig hverdag – men det giver en dybere og bedre dimension i smagen.

Sådan laver du thailandsk rød karry med kylling og kål

13884546_10153642295417343_1708612854_n
 
To personer, pris: ca. 25 kr pr person

Ingredienser:

  • to kyllingebrystfileter
  • et stort løg
  • thailandsk rød karry (jeg brugte tre-fire spiseskefulde, men så varmede den også godt i næsen) (du kan købe karry i små glas i alle almindelige supermarkeder som Netto etc.)
  • grøntsager: jeg brugte snittet hvidkål, edamamebønner
  • evt. et par kaffir limeblade
  • en dåse kokosmælk
  • ris
som final finish:
  • et skvæt fiskesauce
  • et skvæt limesaft (eller citronsaft)
  • en skefuld brun farin eller hvid sukker

Sådan gør du: 

  1. Start med at gøre grøntsager klar (alle undtagen løg) og hæld dem sammen i en skål. Frosne grøntsager skal også i skålen.  Sæt ligeledes risen over.
  2. Skær kyllingen i tern og sæt til side.
  3. Skær løget i skiver og kom i wok med olie.
  4. Tænd for varmen, middelvarme, og tilføj den røde karry med det samme. Bland godt sammen og rør rundt i ca et minuts tid.
  5. Tilføj kyllingen og rør rundt i et par minutter.
  6. Tilføj grøntsagerne og rør rundt.
  7. Tilføj kokosmælken og lad simre i 10-15 min. Har du limeblade, skal du tilføje dem nu. Fx 3 stykker.
  8. Tilføj et skvæt fiskesauce, limesaft og brun farin. Smag til med salt. 
Velbekommen.
Har du en rest spaghetti med kødsovs i køleskabet? Prøv at se her hvordan du forvandler den til en spændende thai-ret.
Advertisements

Sticky blomkål med sesam og forårsløg

13874853_10153638673677343_721215309_n

Der er tilbud på blomkål i denne uge.

Både Rema1000 og Bilka har blomkålshoveder til 12 kr. Det har jeg benyttet mig af, da jeg sad og lavede madplan søndag formiddag.

Jeg har fået en ny udfordring.

Jeg skal lave aftensmad til 500 kroner om ugen fra nu af – men som den konkurrencedygtige kvinde jeg er, vil jeg gerne udfordre mig selv endnu mere. Derfor har jeg i denne uge indkøbt mad til 166 kr. (Jeg har ikke regnet mad med jeg har i fryseren – til gengæld har jeg talt kød med, som jeg har købt, som jeg ikke skal bruge i denne uge … så det går nok lige op.)

Udfordringen betyder at jeg som minimum skal lave to vegetarretter om ugen, og det skal gerne smage så godtog af så meget, at min håndværkermand ikke savner kød… eller siger “der kunne godt have været bacon i den her..”.

Denne opskrift lykkedes det med.

Faktisk smagte det så godt at Theis konstateret, “jeg tror saucen er giftig skat, så du skal ikke spise mere.” Hvilket i Theis-sprog betyder: “Jeg elsker det her og kan spise resten hvis det skal være….”

Det er faktisk overraskende nemt og billigt at få blomkål til at smage himmelsk. Som fx. denne ret, hvor blomkål transformeres om til en vegetarisk og billig version af den indiske “butterchicken”.

Det tager ca. en halv time at lave sticky blomkål, og Theis og jeg valgte at spise den med ris og salat. For en god ordens skyld vil jeg sige at i mine beregninger har jeg taget risen med men ikke salaten. Der var mere en rigeligt nok til at en teenager eller endnu en voksen kan spise med.

Jeg har tyvstjålet opskriften fra Connoiseurusveg.

Jeg har dog lavet retten med almindeligt mælk i stedet for soja/mandelmælk- hvis du ønsker en hel vegansk udgave skal du derfor tilberede retten med soja/mandelmælk. Endvidere har jeg brugt rapsolie i stedet for sesamolie, da det var det, jeg havde i skabet. (Det er også billigere.)

Opskrift på Sticky blomkål med sesamfrø og forårsløg

13866883_10153638674592343_246356083_n

antal personer: 3 voksne, pris pr næse: ca. 10 kr

 

Ingredienser

Du skal bruge:

1 blomkålshovede

rapsolie

3 dl mælk

2,5 dl hvedemel

½ tsk salt

½ tsk bagepulver

1 dl soyasauce

1 dl mørk sirup

½ dl riseddike eller anden lys eddike

2 tsk friskrevet ingefær eller ingefærpulver

2 fed hvidløg , hakket

1 tsk stærk chilisauce (gerne sriracha eller lignende tyk sauce. Brug endelig ikke den søde chili)

1 spsk maizena eller hvedemel du jævner med vand

2 forårsløg hakket

sesamfrø

ris nok til tre personer

 

Sådan gør du:

Start med at sætte risene over.

Tænd ovnen på 225 grader (varmluft). Tag et mellemstort ildfastfad og pensl bunden med olien. Pluk blomkålen i mundrette buketter.

Tag en skål og bland mælk, mel, bagepulver og salt. Dyp nu buketterne en efter en i skålen og læg buketterne i fadet. De må kun ligge i et lag. Sæt fadet i ovnen og bag i 10 minutter.

Imens blomkålen bager: Tag en lille gryde frem og lav en blanding af soya, sirup, chili, eddike, hvidløg og ingefær. Sæt saucen over mellemvarme og lad det simre i godt syv minutter. Lav jævningen af enten mel eller maizena og tilføj saucen. Lad det simre indtil saucen er tyk og tag gryden af varmen.

Tag fadet med blomkålen ud af ovnen og vend dem i fadet. Pensl buketterne med lidt olie og tag fadet ind i ovnen igen. Bag blomkålen i ca. 5 minutter.

Imens: Skær forårsløg.

Tag fadet ud af ovnen og hæld saucen over buketterne. Tag fadet ind i ovnen og bag i tre minutter.

Tag fadet ud af ovnen og drys buketterne med sesamfrø. Server i en skål ovenpå ris med forårsløg og eventuelt salat.

 

Velbekommen.

Er du også klar på en udfordring til at lave billigere mad? Du kan få 10 tips til at lave billigt mad lige her.