andres opskrifter

Sticky blomkål med sesam og forårsløg

13874853_10153638673677343_721215309_n

Der er tilbud på blomkål i denne uge.

Både Rema1000 og Bilka har blomkålshoveder til 12 kr. Det har jeg benyttet mig af, da jeg sad og lavede madplan søndag formiddag.

Jeg har fået en ny udfordring.

Jeg skal lave aftensmad til 500 kroner om ugen fra nu af – men som den konkurrencedygtige kvinde jeg er, vil jeg gerne udfordre mig selv endnu mere. Derfor har jeg i denne uge indkøbt mad til 166 kr. (Jeg har ikke regnet mad med jeg har i fryseren – til gengæld har jeg talt kød med, som jeg har købt, som jeg ikke skal bruge i denne uge … så det går nok lige op.)

Udfordringen betyder at jeg som minimum skal lave to vegetarretter om ugen, og det skal gerne smage så godtog af så meget, at min håndværkermand ikke savner kød… eller siger “der kunne godt have været bacon i den her..”.

Denne opskrift lykkedes det med.

Faktisk smagte det så godt at Theis konstateret, “jeg tror saucen er giftig skat, så du skal ikke spise mere.” Hvilket i Theis-sprog betyder: “Jeg elsker det her og kan spise resten hvis det skal være….”

Det er faktisk overraskende nemt og billigt at få blomkål til at smage himmelsk. Som fx. denne ret, hvor blomkål transformeres om til en vegetarisk og billig version af den indiske “butterchicken”.

Det tager ca. en halv time at lave sticky blomkål, og Theis og jeg valgte at spise den med ris og salat. For en god ordens skyld vil jeg sige at i mine beregninger har jeg taget risen med men ikke salaten. Der var mere en rigeligt nok til at en teenager eller endnu en voksen kan spise med.

Jeg har tyvstjålet opskriften fra Connoiseurusveg.

Jeg har dog lavet retten med almindeligt mælk i stedet for soja/mandelmælk- hvis du ønsker en hel vegansk udgave skal du derfor tilberede retten med soja/mandelmælk. Endvidere har jeg brugt rapsolie i stedet for sesamolie, da det var det, jeg havde i skabet. (Det er også billigere.)

Opskrift på Sticky blomkål med sesamfrø og forårsløg

13866883_10153638674592343_246356083_n

antal personer: 3 voksne, pris pr næse: ca. 10 kr

 

Ingredienser

Du skal bruge:

1 blomkålshovede

rapsolie

3 dl mælk

2,5 dl hvedemel

½ tsk salt

½ tsk bagepulver

1 dl soyasauce

1 dl mørk sirup

½ dl riseddike eller anden lys eddike

2 tsk friskrevet ingefær eller ingefærpulver

2 fed hvidløg , hakket

1 tsk stærk chilisauce (gerne sriracha eller lignende tyk sauce. Brug endelig ikke den søde chili)

1 spsk maizena eller hvedemel du jævner med vand

2 forårsløg hakket

sesamfrø

ris nok til tre personer

 

Sådan gør du:

Start med at sætte risene over.

Tænd ovnen på 225 grader (varmluft). Tag et mellemstort ildfastfad og pensl bunden med olien. Pluk blomkålen i mundrette buketter.

Tag en skål og bland mælk, mel, bagepulver og salt. Dyp nu buketterne en efter en i skålen og læg buketterne i fadet. De må kun ligge i et lag. Sæt fadet i ovnen og bag i 10 minutter.

Imens blomkålen bager: Tag en lille gryde frem og lav en blanding af soya, sirup, chili, eddike, hvidløg og ingefær. Sæt saucen over mellemvarme og lad det simre i godt syv minutter. Lav jævningen af enten mel eller maizena og tilføj saucen. Lad det simre indtil saucen er tyk og tag gryden af varmen.

Tag fadet med blomkålen ud af ovnen og vend dem i fadet. Pensl buketterne med lidt olie og tag fadet ind i ovnen igen. Bag blomkålen i ca. 5 minutter.

Imens: Skær forårsløg.

Tag fadet ud af ovnen og hæld saucen over buketterne. Tag fadet ind i ovnen og bag i tre minutter.

Tag fadet ud af ovnen og drys buketterne med sesamfrø. Server i en skål ovenpå ris med forårsløg og eventuelt salat.

 

Velbekommen.

Er du også klar på en udfordring til at lave billigere mad? Du kan få 10 tips til at lave billigt mad lige her.

 

 

Mættende og velsmagende svampe – og kyllingetærte

tærte

 

Det er godt nok lang tid siden jeg har spist en tærte!

Og det er hammer ærgeligt – for iih hvor kan man spise billigt med en madtærte!

Tærter er vanvittig gode, hvis man har rester man ikke helt ved, hvad man skal gøre ved. Så kan man bage en bund – hælde resterne i, piske et par æg og voila. Ny aftensmad, baseret på rester!

Når man spiser glutenfrit, er der desværre noget mad man må vinke farvel til. En af dem er madtærten – og dog. Jeg har på det seneste stødt på et par opskrifter med glutenfri bund til madtærte, som jeg vil eksperimentere med i løbet af den næste tid. Den første er denne: En tærte lavet på en bund af kylling.

Ja du læste rigtigt. Bunden er lavet på kød. (Drengene klappede i hænderne, da jeg serverede tærten!)

Det lyder som en helt absurd idé – så absurd, at jeg var nødt til at prøve det. Og efterhånden som jeg fik lavet bunden og forbagte den – gav det rigtig god mening.

Når man laver en tærter, med en bund af kød betyder det også at den er ekstrem low carb. Så hvis du forsøger at skære ned på kulhydraterne er denne tærte altså noget for dig. En tærte med en bund af kød betyder også at den mætter utrolig meget.

 

Opskrift på mættende og velsmagende svampe- og kyllingetærte

tærte 2

 

Jeg har tyvstjålet opskriften med meget få ændringer fra Jane Faerber (Madbanditten) og opskriften findes i Janes kogebog LCHF året rundt.

Denne opskrift er med svampe – som den også er i kogebogen. Jeg faldt nemlig over portobellosvampe til en 10’er for 300 gram i Irma for et par dage siden, så dem brugte jeg til tærten. Men du kan sagtens bruge andre ingredienser også.

Denne opskrift er beregnet til to voksne og en sulten pre-teenager

Ingredienser:

Tærtebunden:

300 kyllingebryst (eller to store stykker)

1 løg

2 fed hvidløg

1 æg

salt og peber

tørret basilikum, chili og blandet krydderier fra Örtagård.

 

Fyld:

En smørklat

2 fed hvidløg

300 g portobellosvampe

en god håndfuld champignoner

salt og peber

tørret basilikum, chili og blandet krydderier fra Örtagård.

3 æg

en god skvat minimælk

100 g revet ost

 

Sådan gør du:

Opvarm ovnen på 200 grader.

Hak løg og hvidløg groft. Hak kyllingekød i tern og kom kød og løg og hvidløg i en foodprocessor. Tilføj æg og krydderier.

Tag et tærtefad frem og smør det.

Tilføj farsen og fordel det jævnt og op ad kanterne.

Kom tærtebunden i ovnen i et kvarter.

 

Skær svampe i gode bidder. Smelt smør på en pande og knus to fed hvidløg og kom i smørret. Tilføj svampene på panden og rør rundt. Når svampene tager farve, tilføj krydderier og hæld vandet fra. Brug fx en ske.

Tag tærteformen ud ad ovnen når den er færdig og fordel svampefyldet på bunden.

Pisk tre æg med mælk og hæld over. (Hvis du er på LCHF så brug piskefløde i stedet for mælk). Slut af med at drysse revet ost over.

Bag tærten i ca 25 minutter.

Spis evt tærten med en salat baseret på hvidkål.

Velbekommen.

Gryderet med søde kartofler og kikærter

Gryderet med søde kartofler

Denne opskrift er ikke min. Jeg blev introduceret for retten en aften, jeg var inviteret til middag hos en ven, som er vegetar. Higgi og hans kone blev vegetarer efter at have tilbragt et halvt år i Indien. Typisk Higgi anede han ikke, hvad han egentlig havde lavet, da han serverede denne ret. Derfor krævede det lidt overtalelse og stædig insisteren fra min side at få ham til at rekonstruere opskriften. Men her er den. Og den smager helt fantastisk.

Det er syv år siden jeg fik serveret denne ret, og den er nu blevet en kær klassiker i mit køkken. Jeg elsker at servere denne for inkarnerede kødspisere og lade dem gætte ingredienserne. De bliver altid overrasket.

Opskrift på Gryderet med søde kartofler og kikærter

Opskriften er til fire personer og er glutenfri.

Ingredienser

200 gram kikærter enten fra dåse eller frisk tilberedte (dvs i blødsat i min. 8 timer og kogt 1 time)

1 æble eller rosiner

1 løg

2 søde kartofler

2 selleristængler

1 dåse kokosmælk

2 fed hvidløg

 

Krydderier du skal bruge

3 tsk madras karrypulver

2 tsk salt og peber

2 tsk stødt spidskommen

2 tsk sennepsfrø

 

Sådan gør du

Snit løg, æble og svits i olie i en gryde.

Tilføj hakket hvidløg og krydderier og svits i nogle minutter.

Skræl kartofler, skær i tern og tilføj.

Tilføj kokosmælk og lad simre i 10 minutter.

Tilføj kikærter og selleri.

Server med ris.

Velbekommen!

Gryderet med kikærter og søde kartofler

Linsesuppe i Sverige

Forleden var jeg en tur over sundet for at besøge min veninde Angelika. Angelika bor ude på landet i et lille hus med stråtag omkranset af vildtvoksende planter, høns, urter og en køkkenhave. Angelika og jeg holder af at lave mad sammen. Vi kappes tit om fantastisk sjove ruskensnusk opskrifter og inspireres af hinandens madlavning – for selvom vi laver mad på samme måde bruger vi meget forskellige ingredienser.

Angelikas køkken er ligesom mit – fyldt til randen med krydderier, saucer, tørrede linser, kogebøger, gryder og masser af farver.

I efterårets ånd besluttede Angelika at lave sin berømte linsesuppe til mig. Hun har stjålet det meste af opskriften fra kogebogen “Vintermat” af Sanna Töringe. Linser er en billig og mættende hovedingrediens at bruge i mad.  I denne opskrift har Angelika brugt chana dal (flækkede kikæreter) men almindelige linser kan også bruges hvis du ikke kan skaffe chana dal. Jeg plejer at købe linser, flækkede kikærter og tørrede bønner hos Wajid, som er en Pakistansk købmand på Toftgårdsplads i Valby – men flere købmand af anden etnisk herkomst har dem også på lager. Samlet pris for linsesuppen lander på 13,5 krone i alt.

Opskrift på Angelikas linsesuppe

Tid: 1 time og 40 min Personer: 2-3 voksne mennesker Pris: 13,5 kr

 

Ingredienser: 

200 g linser eller chana dal
1 løg, hakket i tern
2 fed hvidløg, hakket
1 dåse hakkede tomater
1 dåse tomatpure
1 liter vand
2 buillonterning (fx grøntsagsbuillon)

Krydderier:

korianderfrø
spidskommenfrø
en tørret chili eller hvad du nu har af chili på lager (pulver, frisk, tørret etc.)

Sådan gør du:

Start med at skylle linserne i et dørslag.
Tag en morter frem  og hæld spidskommenfrø og korianderfrø ned i skålen. Knus frøene med morteren. Hæld lidt olie i en stor gryde og start med at svits frøene i olien sammen med løg og hvidløg. Tilføj linser, dåserne, vand og buillonterning. Tilføj chili (start med lidt og arbejd dig op efterhånden som suppen simrer og du smager til). Lad suppen simre en time til halvanden. Spis evt med brød.

Velbekommen.