blomkål

Sticky blomkål med sesam og forårsløg

13874853_10153638673677343_721215309_n

Der er tilbud på blomkål i denne uge.

Både Rema1000 og Bilka har blomkålshoveder til 12 kr. Det har jeg benyttet mig af, da jeg sad og lavede madplan søndag formiddag.

Jeg har fået en ny udfordring.

Jeg skal lave aftensmad til 500 kroner om ugen fra nu af – men som den konkurrencedygtige kvinde jeg er, vil jeg gerne udfordre mig selv endnu mere. Derfor har jeg i denne uge indkøbt mad til 166 kr. (Jeg har ikke regnet mad med jeg har i fryseren – til gengæld har jeg talt kød med, som jeg har købt, som jeg ikke skal bruge i denne uge … så det går nok lige op.)

Udfordringen betyder at jeg som minimum skal lave to vegetarretter om ugen, og det skal gerne smage så godtog af så meget, at min håndværkermand ikke savner kød… eller siger “der kunne godt have været bacon i den her..”.

Denne opskrift lykkedes det med.

Faktisk smagte det så godt at Theis konstateret, “jeg tror saucen er giftig skat, så du skal ikke spise mere.” Hvilket i Theis-sprog betyder: “Jeg elsker det her og kan spise resten hvis det skal være….”

Det er faktisk overraskende nemt og billigt at få blomkål til at smage himmelsk. Som fx. denne ret, hvor blomkål transformeres om til en vegetarisk og billig version af den indiske “butterchicken”.

Det tager ca. en halv time at lave sticky blomkål, og Theis og jeg valgte at spise den med ris og salat. For en god ordens skyld vil jeg sige at i mine beregninger har jeg taget risen med men ikke salaten. Der var mere en rigeligt nok til at en teenager eller endnu en voksen kan spise med.

Jeg har tyvstjålet opskriften fra Connoiseurusveg.

Jeg har dog lavet retten med almindeligt mælk i stedet for soja/mandelmælk- hvis du ønsker en hel vegansk udgave skal du derfor tilberede retten med soja/mandelmælk. Endvidere har jeg brugt rapsolie i stedet for sesamolie, da det var det, jeg havde i skabet. (Det er også billigere.)

Opskrift på Sticky blomkål med sesamfrø og forårsløg

13866883_10153638674592343_246356083_n

antal personer: 3 voksne, pris pr næse: ca. 10 kr

 

Ingredienser

Du skal bruge:

1 blomkålshovede

rapsolie

3 dl mælk

2,5 dl hvedemel

½ tsk salt

½ tsk bagepulver

1 dl soyasauce

1 dl mørk sirup

½ dl riseddike eller anden lys eddike

2 tsk friskrevet ingefær eller ingefærpulver

2 fed hvidløg , hakket

1 tsk stærk chilisauce (gerne sriracha eller lignende tyk sauce. Brug endelig ikke den søde chili)

1 spsk maizena eller hvedemel du jævner med vand

2 forårsløg hakket

sesamfrø

ris nok til tre personer

 

Sådan gør du:

Start med at sætte risene over.

Tænd ovnen på 225 grader (varmluft). Tag et mellemstort ildfastfad og pensl bunden med olien. Pluk blomkålen i mundrette buketter.

Tag en skål og bland mælk, mel, bagepulver og salt. Dyp nu buketterne en efter en i skålen og læg buketterne i fadet. De må kun ligge i et lag. Sæt fadet i ovnen og bag i 10 minutter.

Imens blomkålen bager: Tag en lille gryde frem og lav en blanding af soya, sirup, chili, eddike, hvidløg og ingefær. Sæt saucen over mellemvarme og lad det simre i godt syv minutter. Lav jævningen af enten mel eller maizena og tilføj saucen. Lad det simre indtil saucen er tyk og tag gryden af varmen.

Tag fadet med blomkålen ud af ovnen og vend dem i fadet. Pensl buketterne med lidt olie og tag fadet ind i ovnen igen. Bag blomkålen i ca. 5 minutter.

Imens: Skær forårsløg.

Tag fadet ud af ovnen og hæld saucen over buketterne. Tag fadet ind i ovnen og bag i tre minutter.

Tag fadet ud af ovnen og drys buketterne med sesamfrø. Server i en skål ovenpå ris med forårsløg og eventuelt salat.

 

Velbekommen.

Er du også klar på en udfordring til at lave billigere mad? Du kan få 10 tips til at lave billigt mad lige her.

 

 

Ruskensnusk med chili pickle og gul karry

Denne skønne og hurtige ruskensnusk appellerer til den eventyrnysgerrige tunge, da den bitre og stærke chili pickle vil træde igennem. Hvis du ikke bryder dig om chili pickle, eller ikke er voldsom eventyrlysten, kan denne ret sagtens spises uden. Chili pickle er meget stærk, så vær forsigtig når du bruger den, og smag dig frem. 

Hvad er chilli pickle?

De grønne chilier er blevet syltet med sennep, gurkemeje, eddike og fennikel og har en hel vidunderlig syltet bitter og stærk smag. Jeg har ikke kastet mig ud i selv at sylte, så jeg køber mine i en krukke hos Wajid, som er en Pakistansk købmand på Toftgårdsplads i Valby, men kig efter dem i etniske supermarkeder og kiosker. Alternativt kan chili pickles også købes på nettet.
Denne ret indeholder ikke kød, og du kan som sagt selv variere hvor stærk du synes den skal være. Derudover har jeg brugt Thailandsk gul karry pasta og østerssauce. Jeg holder af at købe karry pasta i store bøtter, men du kan også købe gul karry pasta i små størrelser i almindelige supermarkeder. Østerssauce kan købes i supermarkeder som Føtex, Kvickly eller Super Brugsen.

Opskrift på ruskensnusk med chili pickle og gul karry

Tid: 20 minutter Personer: 2 sultne voksne Pris: ca 30 kr

Ingredienser:

2 løg
1 rød peber
1 æble
champignoner 
broccoli
blomkål
(Mængden af champignoner, broccoli og blomkål justeres efter mængden af munde)

Krydderier og saucer

2-3 fed hvidløg knuste
1 skvæt Østerssauce
1-2 spsk Thailandsk gul karrypasta
2 tsk stødt koriander
salt og peber
1-2 spsk chili pickle (pas på! Den er stærk)
alternativt til chili pickle: 1 tsk stærk cayenne eller chili for at vække tungen.

Sådan gør du:

Skær alle grøntsager i mundrette stykker. Start med at opvarme olien i en gryde sammen med den gule karrypasta. Tilføj herefter løgene, sauter dem lidt og tilføj så resten af grøntsagerne. Tilføj kroiander, salt og peber og hvidløg. Rør rundt. Tilføj østerssauce og ca en halv liter vand. Tilføj til sidst chili pickle. Spis retten med ris hvis du synes den er for stærk og/eller med friske agurkeskiver.
Velbekommen

Vegansk "butter" blomkål med indisk krydret hvidkål

Denne ret er så lækker at den smelter i munden. Jeg havde ikke troet at en vegansk udgave af den indiske butter chicken – og så endda uden butter, kunne smage så lækkert. Denne ret er meget smagfuld og har lave kulhydrater – især hvis du vælger at spise den uden ris men f.eks. med krydret indisk inspireret hvidkål, som jeg gjorde. Du kan finde opskriften på begge dele her i indlægget.

Retten er utrolig billig at lave og indeholder meget få ingredienser – men den kræver desværre en større samling af krydderier. Hvis du ikke har så mange krydderier i din samling – skal du dog ikke fortvivle. Dette er ikke en facit til at nå frem til den helt rigtige “butter blomkål”. Hvis du f.eks. ikke har garam masala men i stedet har spidskommen eller koriander og kanel, kan du med fordel skabe en rigtig god blanding af to af de tre.

Med denne ret kan du nemt komme galt afsted med chilien. Så hvis du ikke er til stærk med, bør du skrue meget ned for chilien, da den trænger godt igennem. Jeg blev inspireret til butter blomkålen via dette link. Derudover fandt jeg inspiration for hvidkålen her.

Hvis du hverken er til blomkål eller hvidkål, vil jeg gerne udfordre dig. For denne ret smager himmelsk, og slet ikke som de konventionelle forestillinger man typisk har om de to ingredienser.

Sådan laver du “butter blomkål”

Du skal bruge blomkål (jeg brugte ikke et helt hoved – men det er din egen vurdering, alt efter hvor mange mennesker du laver mad til), en dåse kokosmælk, et løg og noget limejuice eller citronsaft.

 

Af krydderier skal du bruge chili, lidt frisk ingefær, lidt hvidløg, en lille dåse tomatpuré, stødt spidskommen, gurkemeje, stødt koriander og kanel. Hvis du vil, og har det på lager, kan du også bruge Garam Masala.

Du går først i gang med at tilberede “butter” sovsen. Hak et løg i småstykker og vend det i varm olie i en mindre gryde. Rør rundt i lang tid til løgene nærmest er karamelliseret (ca 10 minutter). Tilsæt hvidløg og ingefær og rør rundt. Tilsæt krydderierne og tomatpureen og rør rundt. Få saucen til at koge, og sænk varmen og lad den simre.

Nu skal du tilberede blomkålen. Start med at tænde for ovnen til ca 225 grader. Skær blomkålen ud i små buketter og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Nu skal du krydre blomkålen. Hvis du har garam masala kan du krydre dem med det sammen med lidt chili (pas på!) og spidskommen og evt koriander. Du kan også kaste dig ud i paprika og kanel. Kun fantasien sætter grænser.

 

Dryp blomkålen med olie, citronsaft og salt, når ovnen er parat lader du blomkålen bage i ca 20 minutter.

Gå tilbage til saucen og rør rundt indtil den bliver tyk. Tilsæt kokosmælken og lidt salt. Smag til.

Når blomkålen er færdig vender du blomkålen i saucen, og server – uden noget, med ris, med neutralt salat eller med efterfølgende indisk krydret hvidkål. Se den fulde opskrift på butter blomkål nederst i indlægget.

Sådan tilbereder du indisk krydret hvidkål

Du skal bruge hvidkål, lidt frisk ingefær, hvidløg og chili hvis du lyster. Om det skal være stødt chili, en tørret en af slagsen eller ligefrem en frisk chili, bestemmer du selv. 

Af krydderier skal du bruge cayenne (chili er også ok), gurkemeje, spidskommen, garam masala og sennepsfrø. Derudover skal du også bruge noget til at gøre retten sød. Det kan være sukker, honning eller sirup (jeg brugte sirup).

Tag en kæmpe bred gryde eller sauterpande og opvarm olie heri. Når olien er varm tilsætter du sennepsfrø og lader dem syde. Efter et stykke tid tilsætter du hvidløg og gurkemeje. Herefter tilføjer du hvidkål i strimler og resten af krydderierne og rører godt rundt, som du ville hvis du lavede wok. Du vil gerne ende med at hvidkålen bliver rigtig dejlig crunchy.

Smag til med honning, sirup, sukker og evt citronsaft. Find den fulde opskriften nederst i indlægget.

 

Opskrift på “butter” blomkål 

Tid: 40 minutter Antal personer: 3 Pris: ca 25 kroner  

Ingredienser:

  • olie
  • blomkål (3/4 hoved ca) i buketter
  •  1 hakket løg
  • 4 fed hvidløg (finthakket)
  • 1 spsk revet frisk ingefær
  • citronsaft eller limejuice, 2 spsk
  • 1 lille dåse tomatpuré
  • 1 dåse kokosmælk

Krydderier:

  • stødt spidskommen, 1 knivspids
  • chili, 1 knivspids
  • gurkemeje, 1 tsk
  • kanel, 1 knivspids
  • stødt koriander, 1 tsk
  • evt garam masala

Sådan gør du

Opvarm olie i en lille/medium gryde. Tilsæt løg og rør rundt og de nærmest er karamelliseret. Tilføj hvidløg og ingefær og rør rundt. Tilsæt chili (pas på!), gurkemeje, koriander, spidskommen og kanel og rør rundt. Tilsæt tomatpuré. Rør rundt. Få saucen til at koge og skru herefter ned for blusset og lad den simre, mens du af og til rør rundt.

Tænd ovnen for 225 grader. Fordel blomkålen i buketter på en bageplade beklædt med bagepapir. 

Drys med krydderier. Drys med olie, salt og citronsaft. Sæt blomkålen i ovnen og bag i ca 20 minutter.

Når saucen er tyk tilsæt kokosmælk og smag til med sukker og salt. Når blomkålen er færdig vendes buketterne i saucen.  

Opskrift på indisk krydret hvidkål

Tid: 10 minutter personer: 3 Pris: ca 10 kroner

Ingredienser:

  • hvidkål (mængde efter temperament) (jeg brugte ca et kvart)
  • frisk ingefær, 1 spsk revet
  • hvidløg, 5 fed i tynde skiver
  • noget der søder: honning eller sirup, evt sukker
  • citronsaft, 2 spsk
  • olie

Krydderier:

  • cayenne eller chili, 1 tsk eller mindre
  • gurkemeje, 1 tsk
  • sennepsfrø, 2 tsk
  • garam masala, 1 tsk
  • spidskommen, 1 knivspids

Sådan gør du
Start med at skære hvidkålen i strimler. Opvarm olien i en stor bred gryde eller sauterpande.
Tilsæt sennepsfrø i den varme olie, lad sennespfrøene syde i et minut.
Tilsæt hvidløg og gurkemeje. Sænk varmen til medium og rør rundt i et minut.
Tilsæt hvidkål, chili, spidskommen, garam masala og lidt salt. Rør rundt og smag til med noget sødt og citronsaft.

Follow my blog with Bloglovin