børnevenlig

Sticky blomkål med sesam og forårsløg

13874853_10153638673677343_721215309_n

Der er tilbud på blomkål i denne uge.

Både Rema1000 og Bilka har blomkålshoveder til 12 kr. Det har jeg benyttet mig af, da jeg sad og lavede madplan søndag formiddag.

Jeg har fået en ny udfordring.

Jeg skal lave aftensmad til 500 kroner om ugen fra nu af – men som den konkurrencedygtige kvinde jeg er, vil jeg gerne udfordre mig selv endnu mere. Derfor har jeg i denne uge indkøbt mad til 166 kr. (Jeg har ikke regnet mad med jeg har i fryseren – til gengæld har jeg talt kød med, som jeg har købt, som jeg ikke skal bruge i denne uge … så det går nok lige op.)

Udfordringen betyder at jeg som minimum skal lave to vegetarretter om ugen, og det skal gerne smage så godtog af så meget, at min håndværkermand ikke savner kød… eller siger “der kunne godt have været bacon i den her..”.

Denne opskrift lykkedes det med.

Faktisk smagte det så godt at Theis konstateret, “jeg tror saucen er giftig skat, så du skal ikke spise mere.” Hvilket i Theis-sprog betyder: “Jeg elsker det her og kan spise resten hvis det skal være….”

Det er faktisk overraskende nemt og billigt at få blomkål til at smage himmelsk. Som fx. denne ret, hvor blomkål transformeres om til en vegetarisk og billig version af den indiske “butterchicken”.

Det tager ca. en halv time at lave sticky blomkål, og Theis og jeg valgte at spise den med ris og salat. For en god ordens skyld vil jeg sige at i mine beregninger har jeg taget risen med men ikke salaten. Der var mere en rigeligt nok til at en teenager eller endnu en voksen kan spise med.

Jeg har tyvstjålet opskriften fra Connoiseurusveg.

Jeg har dog lavet retten med almindeligt mælk i stedet for soja/mandelmælk- hvis du ønsker en hel vegansk udgave skal du derfor tilberede retten med soja/mandelmælk. Endvidere har jeg brugt rapsolie i stedet for sesamolie, da det var det, jeg havde i skabet. (Det er også billigere.)

Opskrift på Sticky blomkål med sesamfrø og forårsløg

13866883_10153638674592343_246356083_n

antal personer: 3 voksne, pris pr næse: ca. 10 kr

 

Ingredienser

Du skal bruge:

1 blomkålshovede

rapsolie

3 dl mælk

2,5 dl hvedemel

½ tsk salt

½ tsk bagepulver

1 dl soyasauce

1 dl mørk sirup

½ dl riseddike eller anden lys eddike

2 tsk friskrevet ingefær eller ingefærpulver

2 fed hvidløg , hakket

1 tsk stærk chilisauce (gerne sriracha eller lignende tyk sauce. Brug endelig ikke den søde chili)

1 spsk maizena eller hvedemel du jævner med vand

2 forårsløg hakket

sesamfrø

ris nok til tre personer

 

Sådan gør du:

Start med at sætte risene over.

Tænd ovnen på 225 grader (varmluft). Tag et mellemstort ildfastfad og pensl bunden med olien. Pluk blomkålen i mundrette buketter.

Tag en skål og bland mælk, mel, bagepulver og salt. Dyp nu buketterne en efter en i skålen og læg buketterne i fadet. De må kun ligge i et lag. Sæt fadet i ovnen og bag i 10 minutter.

Imens blomkålen bager: Tag en lille gryde frem og lav en blanding af soya, sirup, chili, eddike, hvidløg og ingefær. Sæt saucen over mellemvarme og lad det simre i godt syv minutter. Lav jævningen af enten mel eller maizena og tilføj saucen. Lad det simre indtil saucen er tyk og tag gryden af varmen.

Tag fadet med blomkålen ud af ovnen og vend dem i fadet. Pensl buketterne med lidt olie og tag fadet ind i ovnen igen. Bag blomkålen i ca. 5 minutter.

Imens: Skær forårsløg.

Tag fadet ud af ovnen og hæld saucen over buketterne. Tag fadet ind i ovnen og bag i tre minutter.

Tag fadet ud af ovnen og drys buketterne med sesamfrø. Server i en skål ovenpå ris med forårsløg og eventuelt salat.

 

Velbekommen.

Er du også klar på en udfordring til at lave billigere mad? Du kan få 10 tips til at lave billigt mad lige her.

 

 

Advertisements

Lyst glutenfrit brød med hytteost og rosmarin

Glutenfrit brød

Siden jeg startede på min glutenfri rejse i november måned, har jeg bagt rigtig meget brød. Det er i sig selv lidt af en bedrift, da jeg sådan set ikke kan lide at bage. Jeg hader at stå og ælte og få dej på fingrene. Jeg synes, mel sviner, og der kommer på magisk vis altid mere mel på mit tøj end alle andre steder. Og så er det så belastende at gøre bordpladen ren bagefter. Så jeg kan ikke lide at bage.

Desværre er der ikke så meget at gøre ved det, når jeg ikke spiser gluten. Jeg kan ikke udelade brød fuldstændig af min kost. Det har jeg prøvet før og jeg risikerer at min krop på et tidspunkt skriger efter brød, og så går jeg amok. Det kan jeg ikke tillade med glutenallergi. Derfor har jeg fundet, at jeg sagtens kan skabe en balance med mindre brød – og at det så er glutenfrit. På den måde kan jeg også tage brød med når jeg skal til noget, hvor jeg ved at jeg skal spise brød.

Det gode ved de fleste glutenfrie brød er, at de fleste ikke skal æltes men er “våde” i konsistensen. Derfor behøver jeg ikke røre ved dejen!! 🙂

Opskriften på dette brød blev til, da jeg op til jul skulle til julefrokoster. Jeg bagte derfor en omgang stenalderbrød og dette lyse brød jeg kunne spise til æg og laks.

Opskrift på lyst glutenfrit brød

I tilberedelsen af brødet skal du bruge en stavblender. Har du ikke en stavblender kan du bruge en minihakker eller foodprocessor i stedet for.

Glutenfrit lyst brød med hytteost og rosmarin

Ingredienser

150 g hytteost

2 æg

50 g majsmel

25 g kartoffelmel

25 g boghvedemel

15 g loppefrøskaller

2 tsk bagepulver

10 g olivenolie

1 tsk salt

20 g hørfrø

20 g solsikkefrøkerner

drys: rosmarin og flagesalt

 

Sådan gør du

Tænd ovnen på 170 grader

Bland hytteost og æg i  en skål med en stavblender

Tilføj resten af ingredienserne

Beklæd en brødform med bagepapir og hæld indholdet i skålen ned i brødformen.

Pensl med olivenolie og stik en finger i brødet for at lave huller.

Drys med rosmarin og flagesalt.

Velbekommen

Rodfrugtsuppe

Billig rodfrugtsuppe

Denne rodfrugtsuppe blev til, en aften jeg skulle lave aftensmad og stod og gloede ind i køleskabet i desperation. Jeg fik øje på et par jordskokker og nogle kartofler og tænkte, “gad vide om jeg ikke skal lave suppe?” Normalt elsker jeg at lave suppe – særligt jordskokkesuppe, men den aften havde jeg desværre ikke nok jordskokker til at lave en hel suppe. Så jeg improviserede. Det kom der denne lækre og billige suppe ud af.

Denne suppe er ideel hvis du har rester af gulerødder, kartofler og jordskokker, som du ikke helt ved hvad du skal gøre med.

I denne suppe skal du bruge bouillonterninger. Hvis du har glutenallergi skal du være opmærksom på at langt de fleste bouillonterninger, der kan købes, indeholder gluten. Jeg har dog fundet ud af at de billige i Lidl ikke er lavet på hvedemel. Hvis du ikke har bouillonterninger på lager, kan du udelade dem – men det tager lidt af dybden i smagen.

Opskrift på billig og dejlig rodfrugtsuppe

Til denne ret skal du anvende en stavblender.

Dejlig og billig rodfrugtsuppe

Ingredienser

2 bouillonterninger (grøntsags- eller hønse)

6 gulerødder

en håndfuld jordskokker

12-13 kartofler

lidt radisse (kan udelades)

1 stort løg

3 hvidløg

krydderier: karry, gurkemeje, salt, timian, peber – du kan evt udelade nogle af dem.

citronsaft

evt parmasan (kan udelades)

bacon (fx en pakke i skiver eller i tern)

Sådan gør du

Start med at koge en liter vand og tilsæt de to bouillonterninger. Jeg koger altid vandet i elkedlen og hælder vandet op i et litermål med terningerne, da jeg synes det er nemmest.

Skræl alle grøntsagerne og hak dem.

Tag en stor bred gryde frem og svits dem i olie.

Tilsæt bouillonvandet til gryden og hæld ekstra vand i så det dækker grøntsagerne.

Lad det simre i 20 minutter.

Tilsæt krydderier.

Tag bacon frem og skær i små bidder. På en pande steger du nu bacon indtil det er crispy.

Tag stavblenderen og blend suppen i gryden. Smag suppen til med citronsaft, salt og peber.

Riv lidt parmesan og tilsæt i suppen.

Server suppen i dybe skåle og drys med bacon.

Velbekommen.

 

 

Familie- og tømmermændsvenlige glutenfri burgerboller

Glutenfri burgerboller

 

Findes der noget bedre i verden end en burger, når man har tømmermænd? Det tror jeg næppe. Desværre kan pengepungen – og en evt. glutenfri mave være begrænset af snasket takeaway. Jeg ved ihvertfald at livet kan blive rigtig kedeligt, når der står take-away på menuen. For jeg kan hverken spise burger eller pizza – og kylling bliver altså lidt uoriginalt i længden, når maven vil have rigtig tilfredsstillende snask.

Men min glutenfri mave skal ikke snydes for en burger – heller ikke en fredag aften når der skal hygges med sønnike. Og en hjemmelavet burger smager i mit univers titusind gange.

Det kræver selvfølgelig planlægning at bage glutenfri burgerboller – for det er næppe noget jeg beslutter at gøre, når jeg har tømmermænd.

Jeg har før bragt en opskrift på glutenfri burgerboller på bloggen. Denne ligger ikke så tung i maven. Den er relativ billig at lave, da jeg har brugt ingredienser (kartoffelmel og majsmel) der kan skaffes billigt i fx Rema 1000. Det billigste sted at købe loppefrøskaller, jeg har stødt på indtil videre, er Matas.

Jeg valgte at servere burgeren med rodfrugts-pomfritter i ovnen.

Denne opskrift er inspireret af Anette Harbech Olesens opskrift.

Endnu en opskrift på glutenfri burgerboller

Glutenfri hjemmelavet burger

Tid: ca 40 minutter

Ingredienser

1/3 l lunken vand

10 g loppefrøskaller

1 tsk honning

1 tsk salt

1 tsk stødt koriander

2 tsk oregano eller basilikum

1/3 dl olivenolie

1 æg

65 g boghvedemel eller kartoffelmel

65 g majsmel

90 g rismel

1 spsk majsstivelse

solsikkefrø og evt frisk basilikum

drys: 1 spsk sesamfrø

Sådan gør du

Tænd ovnen på 190 grader. Hæld lunken vand og loppefrøskaller i en skål. Brug en elpisker og rør rundt til det bliver til en ensartet masse. Lad det stå i et kvarter og rør så lidt rundt igen.  Tilføj resten af ingredienserne.

Tag en bageplade ud og beklæd den med bagepapir. Form de flade brød i størrelser du kan lide.  Drys med sesamfrø. Sæt pladen i ovnen og bag i ca 25-30 minutter.

Velbekommen

Hvis du spiser glutenfrit mad, kan det være at du også har lyst til at prøve at bage glutenfri børnevenlige brød, der er fyldt med skinke, ost og guf. Det kan også være at dine tømmermænd fortæller dig, at du har lyst til blomkålspizza.

 

 

Hjemmelavet sweet and sour

Forleden var jeg ude at købe ind i Netto. Som regel har jeg en klar plan over, hvad jeg skal tilberede om aftenen – ofte laver jeg en madplan jeg nogenlunde følger i løbet af ugen (med plads til ændringer).
Men da jeg stod i Netto fik jeg øje på en kæmpe krukke med skrigende rød sweet and sour sovs. Jeg kom i tanke om, at det egentlig var flere år siden, jeg havde tilberedt sweet and sour fra bunden. Jeg var sikker på, at det var falde i meget god jord hos sønnike. (Og det gjorde det!)
Selvom om man ikke skal tro det, er det faktisk utroligt nemt at lave hjemmelavet sweet and sour, og det er billigere og en lille smule sundere end at købe færdiglavet sovs fyldt med e-numre.
Jeg kan desværre ikke komme udenom at sweet and sour stadig er beriget med sukker, så hvis du er på LCHF, skal du gå en lang bue udenom denne her.
Denne ret er så mættende, at du kan vælge at spise den uden ris eller spise den med en begrænset mængde af ris. Du kan også vælge at bruge blomkålsris eller hvidkålsris i stedet for. Du laver denne ris ved at køre kålen gennem en foodprocessor og bagefter hælde i en skål med kogende vand. Lad “risene” trække i tre minutter og hæld så vandet fra.
Jeg har lavet ruskensnusksovsen med hakket svinekød, da det var det, jeg lige havde på lager. Men du kan sagtens lave det på kylling, kalkun eller oksekød. Og kødet behøver ikke være hakket. Det bestemmer du selv.

Dette skal du bruge til sweet and sour sovs:

 Du skal bruge ca et halvt glas perleløg (med saften) og en af de kvarte dåser ananas. Derudover skal du bruge ketchup og en skvæt eddike. Jeg brugte riseddike i denne ret. Det kan være, du har brug for at supplere med mere sødt og surt – det er en smagssag. Det sure kan være citron og det søde kan være honning.
Til ruskensnusken brugte jeg den klassiske “tøm køleskabet” taktik.  Jeg brugte, hvad jeg nu end havde og tilføjede lidt af hvert. Det blev således til lidt hvidkål, lidt broccoli, tre gulerødder, to løg, hvidløg og otte champignoner. Denne ruskensnusk er således ideel til grøntsager der er på vej til at dø bagerst i køleskabet.

Opskrift på hjemmelavet sweet and sour

Her kommer opskriften på sweet and sour. Retten er mild og er en populær ret for børn. Chilien kan udelades.

Denne ret er en ret, der skal smages til, indtil du selv synes, den er færdig. Det handler altså mere om din tunge end det handler om mængder.

Ingredienser

Kød – hakket eller skåret i tern, alt efter hvor mange du laver til 200-500 g

2 løg, hakket

en blanding af grøntsager: fx 3 gulerødder, broccoli, hvidkål, en god håndfuld champignoner hakket i stykker.

2 fed hvidløg, presset

et halvt glas perleløg

en lille kvart dåse ananas i stykker

ketchup

eddike

maizena

lidt citron

lidt honning

salt og peber

lidt chili

evt lidt soya sauce (Obs; hvis du er glutenfri, så husk at bruge glutenfri soya sauce)

Sådan gør du:

Brun kødet i en stor bred gryde, tilføj hakket løg og rør rundt.

Tilføj alle grøntsager og rør rundt. Tilføj et halvt glas perleløg og dåsen med ananas.

Tilføj hvidløg, ketchup, salt, peber og en skefuld maizena. Lad det simre.

Hvis du skal spise ris til retten kan du passende tilberede dem nu, mens ruskensnusken simrer.

Smag retten til med honning, citron, eddike, ketchup og evt soya sauce og chili.

Lav billigt hjemmelavet sweet and sour

Glutenfri æbleskiver

Glutenfri æbleskiver

Julen byder på mange fristelser til ganen – og desværre har mange af fristelserne gluten i. Jeg er begyndt at planlægge juledagene, hvor jeg tænker frem, og bager glutenfri alternativer, som jeg kan medbringe når jeg skal julehygge med familie og venner her i december. Jeg har derfor bagt kernebrød, som jeg tager med som substitut for rugbrød. Til dette har jeg bagt Jane Faerbers kernebrød. Derudover bagte jeg i går æbleskiver, som jeg vil tage med og spise i de dage hvor jeg skal til julearrangementer,hvor jeg ved vi skal spise æbleskiver. Jeg har aldrig bagt æbleskiver før. Jeg er faktisk overrasket over hvor nemt og skægt det er at bage æbleskiver. Æbleskiverne smager rigtig godt og ikke anderledes end helt almindelige æbleskiver. Æbleskiverne blev ikke helt færdigbagte – og på den måde kan jeg smide dem i ovnen og lune dem, mens de bager færdig, lige inden de skal spises. Jeg har baseret opskriften på Samvirkes opskrift – dog med et par mindre ændringer, da jeg opdagede at der var et par fejl i opskriften. Derudover synes jeg også at opskriften var meget forvirrende bygget op.

Til opskriften skal du bruge en æbleskivepande, en elpisker, to strikkepinde eller spisepinde. Du skal også bruge rismel. Man kan få rismel til mange forskellige priser. De fleste supermarkeder (Føtex, Bilka, Rema 1000 mm.) har rismel men – husk at holde øje med kiloprisen! Den billigste rismel, jeg har fundet, er faktisk i et thai supermarked, hvor jeg gav 9 kroner for 400 gram. Så hvis du er spiser glutenfrit – eller overvejer at bage uden gluten, kan jeg anbefale dig at gå på opdagelse i asiatiske supermarkeder – også på nettet. Prøv fx at se Asiatorvets udvalg. Jeg elsker jo at tage til Kødbyen hvor Kakshiti Food ligger. Du kan se en oversigt over links til adresser her.

Opskrift på nemme glutenfri æbleskiver

ca 30 æbleskiver

Ingredienser

3 æg

1/2 tsk natron

revet skal af en økologisk citron

200 g rismel

80 g maizena

20 g sukker

1/2 tsk salt

1 spsk loppefrøskaller

1 tsk kardemomme

1/2 liter mælk

50 g smeltet smør – og mere smør til æbleskivepanden, når du bager

Sådan gør du

Start med at tage tre skåle frem.

Del æggene i hvider og blommer, og sørg for at blommer kommer i den største skål af de tre.

Tag elpiskeren frem og pisk hvider sammen med natron indtil det bliver stift. Sæt skålen til side og lad den hvile lidt, indtil du skal bruge den igen.

I den sidste tomme skål blander du citron, rismel, maizena, loppfrøskaller, kardemomme, sukker og salt.

I skålen med æggeblommer blander du nu mælk og smeltet smør. Brug elpiskeren. Tag æbleskivepanden frem og begyndt at opvarme den, så den bliver rigtig god varm, til når du skal bruge den lige om lidt.

Tag skålen med “de tørre ingredienser” og tilføj til skålen med æggeblommer, mælk og smør lidt efter lidt. Lige inden du begynder at bage æbleskiverne, tager du skålen med æggehvider og vender i æbleskivedejen med en dejskraber.

Put lidt smør i hver af hullerne i panden og put herefter dej i alle hullerne.

Efter et stykke tid stikker du pinden ned i dejen og se om du kan vende den. Hvis den er klar vender du æbleskiven. Jeg brugte to pinde til at vende – det er ikke normalt, men jeg følte mig mest sikkert, fordi det var første gang jeg bagte æbleskiver.

Vende æbleskiver

Velbekommen

Hvis du spiser glutenfri, kan du også prøve at bage glutenfri burgerboller. Husk at holde øje med Ruskensnusks Facebook side hvor jeg løbende opdaterer med opskrifter og tips til at lave billig mad med masser af smag.

Ruskensnusk

 

Glutenfri børnevenlige fyldte brødboller

Glutenfri børnevenlige fyldte brød

Forleden havnede jeg en krise i min madlavning. Den ret jeg havde planlagt at tilberede, kunne jeg alligevel ikke lave, da jeg i sidste øjeblik opdagede at der var gluten i. Derfor måtte jeg improvisere med rester, jeg fandt i køleskabet. Det kom der en meget spændende ret ud af.

Børnevenlige glutenfri brødhapser – ideel til madpakken

De fyldte brødboller er aldeles børnevenlige og er også rigtig gode til at have med i madpakken dagen efter. Det er lidt et sjovt brød at arbejde med, da dejen er våd og uformelig. Men bollerne smager rigtig godt og kan spises til aftensmad med tilbehør, en lille hapser eller til frokost. Når du tilbereder bollerne, skal du anvende en minihakker eller en foodprocessor.

Opskrift på glutenfri børnevenlige fyldte brødboller

Ingredienser

Til dejen:

1 lille spsk loppefrøskaller

et drys salg

et drys bagepulver

1 dl mandelmel

½ dl hørfrø

2 æg

1 gulerod

150 g hvidkål

et par champignoner

 

Til fyldet:

100 g skinke eller tilberedt kylling

2 håndfulde revet ost

4 champignoner der har været en tur i minihakkeren

et drys chili

1 æg

Sådan gør du

Tænd ovnen på 175 grader (varmluft). Tag minihakkeren frem og kør guleroden, kålen og champignoner igennem og saml det hele i en skål.Tilsæt de resterende ingredienser til dejen. Rør rundt.

Kør de 4 champignoner til fyldet igennem minihakkeren og hæld dem i en anden skål sammen med resten af ingredienserne til fyldet. Rør rundt.

Tag en bageplade frem og put papir på den. Del bollerne i klumper. Jeg fik ca 8 boller ud af det – men husk de skal være store nok til at kunne indeholde fyldet.

Tag nu en enkelt bolle og tryk den flad med hænderne. Tilføj lidt fyld og pak det ind i bollen. Du kan enten folde brødet udenom fyldet eller tag lidt ekstra dej og putte ovenpå fyldet, så du lukker fyldet inde. Det føles lidt mystisk – men du er på rette vej!

Glutenfri fyldte brødboller

Når du har fyldt alle bollerne, sætter du dem i ovnen og bager dem i ca 25 minutter.

Velbekommen

Sådan laver du glutenfri fyldte brødboller