gærfri

Billige glutenfri morgenboller med dadler

morgenboller

Det er efterhånden ved at blive en tradition for mig at bage boller hver søndag morgen. Normalt forbinder man hjemmebag med overskud, og det er som sådan ikke fordi jeg er et overskudsmenneske. Langt fra.

Grunden til at jeg bager er fordi jeg på det seneste har stødt på alletiders billige, nemme og hurtige opskrifter på hjemmebag der består af glutenfrit bag. I hverdagen kan jeg godt savne brød og særligt boller til morgenmad og jeg har altid opfattet brød om morgenen som en særlig luksus. Derfor er det fantastisk at kunne stå op og bage disse boller, glæde familien der står og klapper i hænderne af begejstring, og samtidig kunne spise bollerne uden de efterfølgende negative konsekvenser i kroppen.

Som en bonusting tager jeg de overskydende boller med mig, hvis jeg er inviteret til fødselsdag om eftermiddagen, hvor traktementet oftest består af lagkage, kanelsnegle og boller i massevis.

Disse boller i denne opskrift er meget nemme at lave, sundere end de fleste og de smager himmelsk. Dog vil jeg lige give et indspark: Sørg altid for at lave en lille portion, da bollerne smager bedst samme dag de er bagt. De bliver hurtigt tørre og kedelige – og det gælder forøvrigt for det meste glutenfri hjemmebag.

Opskrift på lækre billige glutenfri morgenboller med dadler

morgenboller2Denne opskrift på nemme glutenfri morgenboller med dadler har jeg tyvstjålet fra kogebogen “Sundere kager uden sukker, mælk og gluten” af Tanja Thara AAkerlund. Kogebogen er fantastisk og jeg kan varmt anbefale den. Den indeholder masser af dejlige opskrifter på kager og brød, som består af billige ingredienser man kan købe i Netto, Fakta og Rema 1000.

Jeg har dog lavet lidt om i opskriften for at gøre den endnu billigere og da jeg ikke er mælkeallergiker bruger jeg almindelig mælk i stedet for soyamælk. Hvis du ikke har allergi overfor gluten men bare vil skrue ned for indtaget, kan du med fordel bruge almindelige finvalsede havregryn og dermed gøre prisen for bollerne endnu billigere.

Ingredienser:

120 gram havregryn

120 gram majsmel

60 gram solsikkekerner

40 gram hørfrø

1/2 tsk salt

1 tsk kardemomme

1 1/2 tsk bagepulver

2 æg

2 dl mælk

2 spsk rapsolie (for et sundere – men dyrere alternativ brug kokosolie, som købes billigst i Rema 1000)

50 gram dadler uden sten

 

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

Rør alle tørre ingredienser sammen i en stor skål. Bland det hele godt med håndkraft. Hak dadlerne og tilføj dem i skålen sammen med mælk og olie. Bland det hele godt med håndkraft.

Pisk æggene i en lille skål og tilføj i skålen med de ingredienser. Vend forsigtigt, men grundigt. Dejen skal være våd men fast.

Form bollerne med hænderne og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Ja, bollerne er ekstremt våde og uhandy – men det er lige præcis sådan de skal være.

Bag i ovnen i 20 minutter.

Velbekommen.

Lyst glutenfrit brød med hytteost og rosmarin

Glutenfrit brød

Siden jeg startede på min glutenfri rejse i november måned, har jeg bagt rigtig meget brød. Det er i sig selv lidt af en bedrift, da jeg sådan set ikke kan lide at bage. Jeg hader at stå og ælte og få dej på fingrene. Jeg synes, mel sviner, og der kommer på magisk vis altid mere mel på mit tøj end alle andre steder. Og så er det så belastende at gøre bordpladen ren bagefter. Så jeg kan ikke lide at bage.

Desværre er der ikke så meget at gøre ved det, når jeg ikke spiser gluten. Jeg kan ikke udelade brød fuldstændig af min kost. Det har jeg prøvet før og jeg risikerer at min krop på et tidspunkt skriger efter brød, og så går jeg amok. Det kan jeg ikke tillade med glutenallergi. Derfor har jeg fundet, at jeg sagtens kan skabe en balance med mindre brød – og at det så er glutenfrit. På den måde kan jeg også tage brød med når jeg skal til noget, hvor jeg ved at jeg skal spise brød.

Det gode ved de fleste glutenfrie brød er, at de fleste ikke skal æltes men er “våde” i konsistensen. Derfor behøver jeg ikke røre ved dejen!! 🙂

Opskriften på dette brød blev til, da jeg op til jul skulle til julefrokoster. Jeg bagte derfor en omgang stenalderbrød og dette lyse brød jeg kunne spise til æg og laks.

Opskrift på lyst glutenfrit brød

I tilberedelsen af brødet skal du bruge en stavblender. Har du ikke en stavblender kan du bruge en minihakker eller foodprocessor i stedet for.

Glutenfrit lyst brød med hytteost og rosmarin

Ingredienser

150 g hytteost

2 æg

50 g majsmel

25 g kartoffelmel

25 g boghvedemel

15 g loppefrøskaller

2 tsk bagepulver

10 g olivenolie

1 tsk salt

20 g hørfrø

20 g solsikkefrøkerner

drys: rosmarin og flagesalt

 

Sådan gør du

Tænd ovnen på 170 grader

Bland hytteost og æg i  en skål med en stavblender

Tilføj resten af ingredienserne

Beklæd en brødform med bagepapir og hæld indholdet i skålen ned i brødformen.

Pensl med olivenolie og stik en finger i brødet for at lave huller.

Drys med rosmarin og flagesalt.

Velbekommen

Familie- og tømmermændsvenlige glutenfri burgerboller

Glutenfri burgerboller

 

Findes der noget bedre i verden end en burger, når man har tømmermænd? Det tror jeg næppe. Desværre kan pengepungen – og en evt. glutenfri mave være begrænset af snasket takeaway. Jeg ved ihvertfald at livet kan blive rigtig kedeligt, når der står take-away på menuen. For jeg kan hverken spise burger eller pizza – og kylling bliver altså lidt uoriginalt i længden, når maven vil have rigtig tilfredsstillende snask.

Men min glutenfri mave skal ikke snydes for en burger – heller ikke en fredag aften når der skal hygges med sønnike. Og en hjemmelavet burger smager i mit univers titusind gange.

Det kræver selvfølgelig planlægning at bage glutenfri burgerboller – for det er næppe noget jeg beslutter at gøre, når jeg har tømmermænd.

Jeg har før bragt en opskrift på glutenfri burgerboller på bloggen. Denne ligger ikke så tung i maven. Den er relativ billig at lave, da jeg har brugt ingredienser (kartoffelmel og majsmel) der kan skaffes billigt i fx Rema 1000. Det billigste sted at købe loppefrøskaller, jeg har stødt på indtil videre, er Matas.

Jeg valgte at servere burgeren med rodfrugts-pomfritter i ovnen.

Denne opskrift er inspireret af Anette Harbech Olesens opskrift.

Endnu en opskrift på glutenfri burgerboller

Glutenfri hjemmelavet burger

Tid: ca 40 minutter

Ingredienser

1/3 l lunken vand

10 g loppefrøskaller

1 tsk honning

1 tsk salt

1 tsk stødt koriander

2 tsk oregano eller basilikum

1/3 dl olivenolie

1 æg

65 g boghvedemel eller kartoffelmel

65 g majsmel

90 g rismel

1 spsk majsstivelse

solsikkefrø og evt frisk basilikum

drys: 1 spsk sesamfrø

Sådan gør du

Tænd ovnen på 190 grader. Hæld lunken vand og loppefrøskaller i en skål. Brug en elpisker og rør rundt til det bliver til en ensartet masse. Lad det stå i et kvarter og rør så lidt rundt igen.  Tilføj resten af ingredienserne.

Tag en bageplade ud og beklæd den med bagepapir. Form de flade brød i størrelser du kan lide.  Drys med sesamfrø. Sæt pladen i ovnen og bag i ca 25-30 minutter.

Velbekommen

Hvis du spiser glutenfrit mad, kan det være at du også har lyst til at prøve at bage glutenfri børnevenlige brød, der er fyldt med skinke, ost og guf. Det kan også være at dine tømmermænd fortæller dig, at du har lyst til blomkålspizza.

 

 

Glutenfri gulerodsboller

Det er så hyggeligt at stå op om morgenen i weekenden og bage boller. Men trangen til boller opstår typisk meget pludseligt – det gør det ihvertfald for mig. Så derfor er jeg altid irriteret over den lange hævetid. I morges bagte jeg dog disse supernemme og lækre boller – uden hævetid, uden gær og uden gluten. 
Bollerne her er væsentligt dyrere at bage end almindelige boller. Almindelige boller indeholder hvedemel og gær – og disse indeholder et væld af specialmel og loppefrøsskaller. Men når det så er sagt, synes jeg at bollerne ligger i den billige ende af slagsen indenfor kategorien glutenfrit brød. 

Jeg har hentet opskriften (med et par ting jeg har ændret) fra kogebogen Den glutenfri kogebog. Bogen er skrevet af Anette Harbech Olesen, som fører et spændende madunivers på Mad for livet. Her skriver hun om mad og sundhed og sammenhængen mellem mad og godt helbred.

Jeg har købt boghvedemel i Super Brugsen, og majsmel købes meget billigt i Rema 1000.  (I denne opskrift har jeg brugt den fine mel og ikke den grove – begge føres i Rema 1000). 
Loppefrøsskaller er meget dyre – men en gang i mellem kan du finde dem på tilbud i Netto eller Matas. Regn med ca 45 kroner for 200 gram.

I denne opskrift har jeg valgt at bruge en overvægt af havregryn. Det er billigt og spændende at eksperimentere med at lave mel ud af havregryn. 

Opskrift på glutenfri gulerodsboller

Tid: 20 minutters tilberedning, 35 min. i ovnen antal: giver ca 10-12 boller pris: ca 16 kr
Du skal bruge: 
15 g loppefrøsskaller
½ liter lunken vand  (hellere varmere end for koldt)
150 g revne gulerødder
100 g majsmel
100 g havregryn
100 g havregrynsmel (havregryn kværnet fint i eksempelvis en minihakker)
100 g boghvedemel
lidt salt
Start med at røre loppefrøsskaller og vand sammen i en stor skål og lav massen trække i 15 min. Tænd ovnen på 200 grader. 
Efter 15 minutter piskes loppefrøsmassen med en håndmixer. 
Kværn havregrynsmelet og tilsæt alle ingredienser. Tag en bageplade frem og put bagepapir på den. Gør dine hænder våde og form bollerne i den størrelse du synes de skal være. De vokser ikke synderligt i ovnen. 
Pensl bollerne med lidt olivenolie og sæt bagepladen i ovnen i ca 35 minutter.
Velbekommen.