morgenboller

Billige glutenfri morgenboller med dadler

morgenboller

Det er efterhånden ved at blive en tradition for mig at bage boller hver søndag morgen. Normalt forbinder man hjemmebag med overskud, og det er som sådan ikke fordi jeg er et overskudsmenneske. Langt fra.

Grunden til at jeg bager er fordi jeg på det seneste har stødt på alletiders billige, nemme og hurtige opskrifter på hjemmebag der består af glutenfrit bag. I hverdagen kan jeg godt savne brød og særligt boller til morgenmad og jeg har altid opfattet brød om morgenen som en særlig luksus. Derfor er det fantastisk at kunne stå op og bage disse boller, glæde familien der står og klapper i hænderne af begejstring, og samtidig kunne spise bollerne uden de efterfølgende negative konsekvenser i kroppen.

Som en bonusting tager jeg de overskydende boller med mig, hvis jeg er inviteret til fødselsdag om eftermiddagen, hvor traktementet oftest består af lagkage, kanelsnegle og boller i massevis.

Disse boller i denne opskrift er meget nemme at lave, sundere end de fleste og de smager himmelsk. Dog vil jeg lige give et indspark: Sørg altid for at lave en lille portion, da bollerne smager bedst samme dag de er bagt. De bliver hurtigt tørre og kedelige – og det gælder forøvrigt for det meste glutenfri hjemmebag.

Opskrift på lækre billige glutenfri morgenboller med dadler

morgenboller2Denne opskrift på nemme glutenfri morgenboller med dadler har jeg tyvstjålet fra kogebogen “Sundere kager uden sukker, mælk og gluten” af Tanja Thara AAkerlund. Kogebogen er fantastisk og jeg kan varmt anbefale den. Den indeholder masser af dejlige opskrifter på kager og brød, som består af billige ingredienser man kan købe i Netto, Fakta og Rema 1000.

Jeg har dog lavet lidt om i opskriften for at gøre den endnu billigere og da jeg ikke er mælkeallergiker bruger jeg almindelig mælk i stedet for soyamælk. Hvis du ikke har allergi overfor gluten men bare vil skrue ned for indtaget, kan du med fordel bruge almindelige finvalsede havregryn og dermed gøre prisen for bollerne endnu billigere.

Ingredienser:

120 gram havregryn

120 gram majsmel

60 gram solsikkekerner

40 gram hørfrø

1/2 tsk salt

1 tsk kardemomme

1 1/2 tsk bagepulver

2 æg

2 dl mælk

2 spsk rapsolie (for et sundere – men dyrere alternativ brug kokosolie, som købes billigst i Rema 1000)

50 gram dadler uden sten

 

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

Rør alle tørre ingredienser sammen i en stor skål. Bland det hele godt med håndkraft. Hak dadlerne og tilføj dem i skålen sammen med mælk og olie. Bland det hele godt med håndkraft.

Pisk æggene i en lille skål og tilføj i skålen med de ingredienser. Vend forsigtigt, men grundigt. Dejen skal være våd men fast.

Form bollerne med hænderne og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Ja, bollerne er ekstremt våde og uhandy – men det er lige præcis sådan de skal være.

Bag i ovnen i 20 minutter.

Velbekommen.

Glutenfri gulerodsboller

Det er så hyggeligt at stå op om morgenen i weekenden og bage boller. Men trangen til boller opstår typisk meget pludseligt – det gør det ihvertfald for mig. Så derfor er jeg altid irriteret over den lange hævetid. I morges bagte jeg dog disse supernemme og lækre boller – uden hævetid, uden gær og uden gluten. 
Bollerne her er væsentligt dyrere at bage end almindelige boller. Almindelige boller indeholder hvedemel og gær – og disse indeholder et væld af specialmel og loppefrøsskaller. Men når det så er sagt, synes jeg at bollerne ligger i den billige ende af slagsen indenfor kategorien glutenfrit brød. 

Jeg har hentet opskriften (med et par ting jeg har ændret) fra kogebogen Den glutenfri kogebog. Bogen er skrevet af Anette Harbech Olesen, som fører et spændende madunivers på Mad for livet. Her skriver hun om mad og sundhed og sammenhængen mellem mad og godt helbred.

Jeg har købt boghvedemel i Super Brugsen, og majsmel købes meget billigt i Rema 1000.  (I denne opskrift har jeg brugt den fine mel og ikke den grove – begge føres i Rema 1000). 
Loppefrøsskaller er meget dyre – men en gang i mellem kan du finde dem på tilbud i Netto eller Matas. Regn med ca 45 kroner for 200 gram.

I denne opskrift har jeg valgt at bruge en overvægt af havregryn. Det er billigt og spændende at eksperimentere med at lave mel ud af havregryn. 

Opskrift på glutenfri gulerodsboller

Tid: 20 minutters tilberedning, 35 min. i ovnen antal: giver ca 10-12 boller pris: ca 16 kr
Du skal bruge: 
15 g loppefrøsskaller
½ liter lunken vand  (hellere varmere end for koldt)
150 g revne gulerødder
100 g majsmel
100 g havregryn
100 g havregrynsmel (havregryn kværnet fint i eksempelvis en minihakker)
100 g boghvedemel
lidt salt
Start med at røre loppefrøsskaller og vand sammen i en stor skål og lav massen trække i 15 min. Tænd ovnen på 200 grader. 
Efter 15 minutter piskes loppefrøsmassen med en håndmixer. 
Kværn havregrynsmelet og tilsæt alle ingredienser. Tag en bageplade frem og put bagepapir på den. Gør dine hænder våde og form bollerne i den størrelse du synes de skal være. De vokser ikke synderligt i ovnen. 
Pensl bollerne med lidt olivenolie og sæt bagepladen i ovnen i ca 35 minutter.
Velbekommen.