sirup

Sticky blomkål med sesam og forårsløg

13874853_10153638673677343_721215309_n

Der er tilbud på blomkål i denne uge.

Både Rema1000 og Bilka har blomkålshoveder til 12 kr. Det har jeg benyttet mig af, da jeg sad og lavede madplan søndag formiddag.

Jeg har fået en ny udfordring.

Jeg skal lave aftensmad til 500 kroner om ugen fra nu af – men som den konkurrencedygtige kvinde jeg er, vil jeg gerne udfordre mig selv endnu mere. Derfor har jeg i denne uge indkøbt mad til 166 kr. (Jeg har ikke regnet mad med jeg har i fryseren – til gengæld har jeg talt kød med, som jeg har købt, som jeg ikke skal bruge i denne uge … så det går nok lige op.)

Udfordringen betyder at jeg som minimum skal lave to vegetarretter om ugen, og det skal gerne smage så godtog af så meget, at min håndværkermand ikke savner kød… eller siger “der kunne godt have været bacon i den her..”.

Denne opskrift lykkedes det med.

Faktisk smagte det så godt at Theis konstateret, “jeg tror saucen er giftig skat, så du skal ikke spise mere.” Hvilket i Theis-sprog betyder: “Jeg elsker det her og kan spise resten hvis det skal være….”

Det er faktisk overraskende nemt og billigt at få blomkål til at smage himmelsk. Som fx. denne ret, hvor blomkål transformeres om til en vegetarisk og billig version af den indiske “butterchicken”.

Det tager ca. en halv time at lave sticky blomkål, og Theis og jeg valgte at spise den med ris og salat. For en god ordens skyld vil jeg sige at i mine beregninger har jeg taget risen med men ikke salaten. Der var mere en rigeligt nok til at en teenager eller endnu en voksen kan spise med.

Jeg har tyvstjålet opskriften fra Connoiseurusveg.

Jeg har dog lavet retten med almindeligt mælk i stedet for soja/mandelmælk- hvis du ønsker en hel vegansk udgave skal du derfor tilberede retten med soja/mandelmælk. Endvidere har jeg brugt rapsolie i stedet for sesamolie, da det var det, jeg havde i skabet. (Det er også billigere.)

Opskrift på Sticky blomkål med sesamfrø og forårsløg

13866883_10153638674592343_246356083_n

antal personer: 3 voksne, pris pr næse: ca. 10 kr

 

Ingredienser

Du skal bruge:

1 blomkålshovede

rapsolie

3 dl mælk

2,5 dl hvedemel

½ tsk salt

½ tsk bagepulver

1 dl soyasauce

1 dl mørk sirup

½ dl riseddike eller anden lys eddike

2 tsk friskrevet ingefær eller ingefærpulver

2 fed hvidløg , hakket

1 tsk stærk chilisauce (gerne sriracha eller lignende tyk sauce. Brug endelig ikke den søde chili)

1 spsk maizena eller hvedemel du jævner med vand

2 forårsløg hakket

sesamfrø

ris nok til tre personer

 

Sådan gør du:

Start med at sætte risene over.

Tænd ovnen på 225 grader (varmluft). Tag et mellemstort ildfastfad og pensl bunden med olien. Pluk blomkålen i mundrette buketter.

Tag en skål og bland mælk, mel, bagepulver og salt. Dyp nu buketterne en efter en i skålen og læg buketterne i fadet. De må kun ligge i et lag. Sæt fadet i ovnen og bag i 10 minutter.

Imens blomkålen bager: Tag en lille gryde frem og lav en blanding af soya, sirup, chili, eddike, hvidløg og ingefær. Sæt saucen over mellemvarme og lad det simre i godt syv minutter. Lav jævningen af enten mel eller maizena og tilføj saucen. Lad det simre indtil saucen er tyk og tag gryden af varmen.

Tag fadet med blomkålen ud af ovnen og vend dem i fadet. Pensl buketterne med lidt olie og tag fadet ind i ovnen igen. Bag blomkålen i ca. 5 minutter.

Imens: Skær forårsløg.

Tag fadet ud af ovnen og hæld saucen over buketterne. Tag fadet ind i ovnen og bag i tre minutter.

Tag fadet ud af ovnen og drys buketterne med sesamfrø. Server i en skål ovenpå ris med forårsløg og eventuelt salat.

 

Velbekommen.

Er du også klar på en udfordring til at lave billigere mad? Du kan få 10 tips til at lave billigt mad lige her.

 

 

Ruskensnusk med oksekød og gurkemeje

Her kommer en af de hurtige! Oksekød er altid let at arbejde med, og det behøver ikke at være den klassiske spaghetti med kødsovs. Denne ret, oksekød og gurkemeje, er utrolig nem og fleksibel – idet du simpelthen kan tilføje, hvad nu end du sidder inde med i køleskabet af grøntsager. Til denne ret brugte jeg gulerødder, frossen spinat, løg, peberfrugt og forårsløg. 
Som noget nyt skal du bruge soya og gurkemeje. De fleste kender gurkemeje, som det der lidt mærkelige gule krydderi, som gør retten gul, men som egentlig ikke smager af noget. Den indstilling til gurkemeje har jeg selv haft i rigtig mange år – indtil jeg fandt ud af, at jeg skulle være yderst liberal med den. Når du tilføjer en masse gurkemeje i retten – giver den en særlig bitter smag, som bliver fremhævet noget så dejligt i denne ret. 
Find opskriften nederst på siden.
Først bruner du 400-500 gram oksekød i en stor, bred gryde, mens du hakker grøntsager. Jeg brugte en håndfuld hakket spinat, en gul peberfrugt, to gulerødder, et bundt forårsløg og et stort rødløg. Start med at tilføje et hakket løg, gulerødder – og efter lidt tid gul feberfrugt og forårsløg. Rør rundt og tilføj spinat.
Til denne ret brugte jeg stærk cayenne (chili kan også bruges), gurkemeje, stødt koriander, to fed pressede hvidløg, soya sauce og mushroom sauce. Jeg har købt mushroom sauce hos Kakshiti food import – men andre butikker, der forhandler med indkøbsvarer fra Thailand, har den også. Det er ikke en katastrofe ikke at sidde inde med mushroom sauce – men der skal noget sødt i retten for at balancere bitterheden og det stærke element, du får fra chilien. Prøv dig frem med fx. sirup eller ganske almindelig honning. Hvis du en dag falder over mushroom sauce på din vej, skal du endelig købe det. Den smager ganske enkelt vidunderligt. Tilføj krydderierne i gryden.
Tilføj masser af vand. Jeg tilføjede ca tre glas. Lad retten simre. Mens du koger vand til spaghetti og gør spaghettien klar til spisning. 
Server retten i en dyb skål ovenpå spaghetti. Mums. 
Velbekomme.

Opskrift: Ruskensnusk med oksekød og gurkemeje

Tid: 20 minutter Antal personer: 3 sultne voksne mennesker  Pris: ca. 42 kroner (Det kan blive lidt mere eller lidt mindre –  afhængig af tilbud og den kvalitet, du ønsker oksekødet skal være i.)

Kødsauce:

400-500 g oksekød
et stort løg
et halvt bundt forårsløg
to gulerødder
en gul peberfrugt
en håndfuld frossen spinat
spaghetti

Krydderier til kødsauce:

to fed pressede hvidløg
soya
gurkemeje
stødt koriander
mushroom sauce/honning/sirup
stærk cayenne/chili
salt og peber

Sådan gør du:

Start med at hælde oksekødet i en gryde og steg det, mens du hakker og tilberede grøntsager. Skær dem i bidder i en størrelse, du kan lide. 
Sæt en gryde vand over til at koge til spaghetti.
Når kødet er brunet tilføjer du løg, rører rundt og herefter gulerødder. Rør rundt.
Tilføj gul peberfrugt.
Tilføj forårsløg.
Tilføj spinat.
Tilføj soya, koriander (ca 2 tsk), gurkemeje (ca 2-3 spsk eller mere), to fed pressede hvidløg, chili (du bestemmer selv hvor stærk den skal være), lidt salt og peber. Tilføj 2 spsk mushroom sauce eller honning. 
Tilføj 3 glas vand.
Lad gryden simre, mens du koger spaghetti. 
Smag retten til. 
Server i en dyb skål ovenpå spaghetti.