vegansk

Sticky blomkål med sesam og forårsløg

13874853_10153638673677343_721215309_n

Der er tilbud på blomkål i denne uge.

Både Rema1000 og Bilka har blomkålshoveder til 12 kr. Det har jeg benyttet mig af, da jeg sad og lavede madplan søndag formiddag.

Jeg har fået en ny udfordring.

Jeg skal lave aftensmad til 500 kroner om ugen fra nu af – men som den konkurrencedygtige kvinde jeg er, vil jeg gerne udfordre mig selv endnu mere. Derfor har jeg i denne uge indkøbt mad til 166 kr. (Jeg har ikke regnet mad med jeg har i fryseren – til gengæld har jeg talt kød med, som jeg har købt, som jeg ikke skal bruge i denne uge … så det går nok lige op.)

Udfordringen betyder at jeg som minimum skal lave to vegetarretter om ugen, og det skal gerne smage så godtog af så meget, at min håndværkermand ikke savner kød… eller siger “der kunne godt have været bacon i den her..”.

Denne opskrift lykkedes det med.

Faktisk smagte det så godt at Theis konstateret, “jeg tror saucen er giftig skat, så du skal ikke spise mere.” Hvilket i Theis-sprog betyder: “Jeg elsker det her og kan spise resten hvis det skal være….”

Det er faktisk overraskende nemt og billigt at få blomkål til at smage himmelsk. Som fx. denne ret, hvor blomkål transformeres om til en vegetarisk og billig version af den indiske “butterchicken”.

Det tager ca. en halv time at lave sticky blomkål, og Theis og jeg valgte at spise den med ris og salat. For en god ordens skyld vil jeg sige at i mine beregninger har jeg taget risen med men ikke salaten. Der var mere en rigeligt nok til at en teenager eller endnu en voksen kan spise med.

Jeg har tyvstjålet opskriften fra Connoiseurusveg.

Jeg har dog lavet retten med almindeligt mælk i stedet for soja/mandelmælk- hvis du ønsker en hel vegansk udgave skal du derfor tilberede retten med soja/mandelmælk. Endvidere har jeg brugt rapsolie i stedet for sesamolie, da det var det, jeg havde i skabet. (Det er også billigere.)

Opskrift på Sticky blomkål med sesamfrø og forårsløg

13866883_10153638674592343_246356083_n

antal personer: 3 voksne, pris pr næse: ca. 10 kr

 

Ingredienser

Du skal bruge:

1 blomkålshovede

rapsolie

3 dl mælk

2,5 dl hvedemel

½ tsk salt

½ tsk bagepulver

1 dl soyasauce

1 dl mørk sirup

½ dl riseddike eller anden lys eddike

2 tsk friskrevet ingefær eller ingefærpulver

2 fed hvidløg , hakket

1 tsk stærk chilisauce (gerne sriracha eller lignende tyk sauce. Brug endelig ikke den søde chili)

1 spsk maizena eller hvedemel du jævner med vand

2 forårsløg hakket

sesamfrø

ris nok til tre personer

 

Sådan gør du:

Start med at sætte risene over.

Tænd ovnen på 225 grader (varmluft). Tag et mellemstort ildfastfad og pensl bunden med olien. Pluk blomkålen i mundrette buketter.

Tag en skål og bland mælk, mel, bagepulver og salt. Dyp nu buketterne en efter en i skålen og læg buketterne i fadet. De må kun ligge i et lag. Sæt fadet i ovnen og bag i 10 minutter.

Imens blomkålen bager: Tag en lille gryde frem og lav en blanding af soya, sirup, chili, eddike, hvidløg og ingefær. Sæt saucen over mellemvarme og lad det simre i godt syv minutter. Lav jævningen af enten mel eller maizena og tilføj saucen. Lad det simre indtil saucen er tyk og tag gryden af varmen.

Tag fadet med blomkålen ud af ovnen og vend dem i fadet. Pensl buketterne med lidt olie og tag fadet ind i ovnen igen. Bag blomkålen i ca. 5 minutter.

Imens: Skær forårsløg.

Tag fadet ud af ovnen og hæld saucen over buketterne. Tag fadet ind i ovnen og bag i tre minutter.

Tag fadet ud af ovnen og drys buketterne med sesamfrø. Server i en skål ovenpå ris med forårsløg og eventuelt salat.

 

Velbekommen.

Er du også klar på en udfordring til at lave billigere mad? Du kan få 10 tips til at lave billigt mad lige her.

 

 

Advertisements

Gryderet med søde kartofler og kikærter

Gryderet med søde kartofler

Denne opskrift er ikke min. Jeg blev introduceret for retten en aften, jeg var inviteret til middag hos en ven, som er vegetar. Higgi og hans kone blev vegetarer efter at have tilbragt et halvt år i Indien. Typisk Higgi anede han ikke, hvad han egentlig havde lavet, da han serverede denne ret. Derfor krævede det lidt overtalelse og stædig insisteren fra min side at få ham til at rekonstruere opskriften. Men her er den. Og den smager helt fantastisk.

Det er syv år siden jeg fik serveret denne ret, og den er nu blevet en kær klassiker i mit køkken. Jeg elsker at servere denne for inkarnerede kødspisere og lade dem gætte ingredienserne. De bliver altid overrasket.

Opskrift på Gryderet med søde kartofler og kikærter

Opskriften er til fire personer og er glutenfri.

Ingredienser

200 gram kikærter enten fra dåse eller frisk tilberedte (dvs i blødsat i min. 8 timer og kogt 1 time)

1 æble eller rosiner

1 løg

2 søde kartofler

2 selleristængler

1 dåse kokosmælk

2 fed hvidløg

 

Krydderier du skal bruge

3 tsk madras karrypulver

2 tsk salt og peber

2 tsk stødt spidskommen

2 tsk sennepsfrø

 

Sådan gør du

Snit løg, æble og svits i olie i en gryde.

Tilføj hakket hvidløg og krydderier og svits i nogle minutter.

Skræl kartofler, skær i tern og tilføj.

Tilføj kokosmælk og lad simre i 10 minutter.

Tilføj kikærter og selleri.

Server med ris.

Velbekommen!

Gryderet med kikærter og søde kartofler

Forfriskende ærtesuppe med mynte

I disse dage forsøger jeg at komme over jetlag efter en eventyrlig rejse til Thailand. Jeg har det altid mærkeligt i kroppen, når jeg har jetlag. Jeg føler mig lidt som en zombie, er tung i kroppen som om en influenza lurer om hjørnet og er sulten hele tiden med meget specifikke cravings. Et par typiske gengangere som cravings er altid popcorn og salat.

I dag sagde maven og en øm hals, at den ville have suppe. Derfor besluttede jeg at kaste mig ud i at lave en forfriskende ærtesuppe med mynte og kokos. Samlet pris på suppen er ca 14 kroner og den tager ingen tid at lave. Du skal bruge en håndblender, når du tilbereder suppen.

Ærtesuppen er glutenfri, laktosefri, vegansk og forholdsvis lav på kulhydrater. Dog, hvis du spiser efter LCHF har denne opskrift for mange kulhydrater og for lidt fedt.

Opskrift på forfriskende ærtesuppe med mynte

Tid: 10 minutter  Personer: 2     Pris: 14 kroner

Ingredienser: 

250 gram frosne ærter
1 liter kogt vand
2 buillonterninger (grøntsag)
1 mini dåse kokosmælk
2 forårsløg hakkede

Krydderier: 

2 fed hvidløg hakket
5 blade mynte eller en halv håndfuld tørret mynte
et drys chili
salt og peber
et skvæt citron- eller limejuice

Sådan gør du:

Start med at koge en liter vand. Når vandet har kogt hælder du det over i et målebæger, der kan holde en liter og tilsætter to terninger med buillon.
Hak forårsløg og hvidløg. Sæt en gryde over med lidt olie. Jeg kan godt lide at bruge kokosolie, men du kan bruge, hvad du har.
Sauter løgene og tilsæt herefter ærterne. Rør rundt. Tilsæt buillonvandet. Start med en halv liter. Du skal ikke bruge alt vandet men regn med at ende med at bruge ca 750 ml. Arbejd dig op, efterhånden som du smager suppen til. Tilsæt salt, peber og kokosmælken. Bring suppen i kog. Blend suppen. Jeg kan godt lide at der er klumper i min suppe – men det bestemmer du selv.
Tilsæt mynte (hvis du har hele blade skal du hakke dem fint), limejuice og chili.
Smag til og server.

Jeg spiste suppen med salat. Faktisk blev jeg så vild med suppen, at jeg også brugte den som dressing ovenpå salaten. Men du kan også spise suppen med brød.

Velbekommen.

Linsesuppe i Sverige

Forleden var jeg en tur over sundet for at besøge min veninde Angelika. Angelika bor ude på landet i et lille hus med stråtag omkranset af vildtvoksende planter, høns, urter og en køkkenhave. Angelika og jeg holder af at lave mad sammen. Vi kappes tit om fantastisk sjove ruskensnusk opskrifter og inspireres af hinandens madlavning – for selvom vi laver mad på samme måde bruger vi meget forskellige ingredienser.

Angelikas køkken er ligesom mit – fyldt til randen med krydderier, saucer, tørrede linser, kogebøger, gryder og masser af farver.

I efterårets ånd besluttede Angelika at lave sin berømte linsesuppe til mig. Hun har stjålet det meste af opskriften fra kogebogen “Vintermat” af Sanna Töringe. Linser er en billig og mættende hovedingrediens at bruge i mad.  I denne opskrift har Angelika brugt chana dal (flækkede kikæreter) men almindelige linser kan også bruges hvis du ikke kan skaffe chana dal. Jeg plejer at købe linser, flækkede kikærter og tørrede bønner hos Wajid, som er en Pakistansk købmand på Toftgårdsplads i Valby – men flere købmand af anden etnisk herkomst har dem også på lager. Samlet pris for linsesuppen lander på 13,5 krone i alt.

Opskrift på Angelikas linsesuppe

Tid: 1 time og 40 min Personer: 2-3 voksne mennesker Pris: 13,5 kr

 

Ingredienser: 

200 g linser eller chana dal
1 løg, hakket i tern
2 fed hvidløg, hakket
1 dåse hakkede tomater
1 dåse tomatpure
1 liter vand
2 buillonterning (fx grøntsagsbuillon)

Krydderier:

korianderfrø
spidskommenfrø
en tørret chili eller hvad du nu har af chili på lager (pulver, frisk, tørret etc.)

Sådan gør du:

Start med at skylle linserne i et dørslag.
Tag en morter frem  og hæld spidskommenfrø og korianderfrø ned i skålen. Knus frøene med morteren. Hæld lidt olie i en stor gryde og start med at svits frøene i olien sammen med løg og hvidløg. Tilføj linser, dåserne, vand og buillonterning. Tilføj chili (start med lidt og arbejd dig op efterhånden som suppen simrer og du smager til). Lad suppen simre en time til halvanden. Spis evt med brød.

Velbekommen.

Rødbededeller og sprød tangsalat med linser

Efteråret byder på en række rodfrugter, beder og knolde, der efterhånden kommer i supermarkederne til få penge. En af dem er rødbeder, som jeg forleden fandt en pose i Netto til blot 6 kroner.

En af mine favoritsteder at spise, når jeg skal hygge mig, er Atlas bar som ligger midt i København. Jeg er ikke komme videre i menukortet end deres rødbededeller. Ikke fordi deres deller er “to die for”, men det er mere tangsalaten som medfølger, som smager himmelsk. Kombinationen af tang og linser sammen med rødbede er virkelig lækker.

 Da jeg så rødbedeposen i Netto, blev jeg enig med mig selv om, at nu skulle det være nu, at jeg prøvede selv at lave deller og tangsalat derhjemme. Tangsalat er jo lidt dyr – men når rødbededellerne sammenlagt ikke kom over ti kroner for tre personer, eller to personer plus nok til to til frokost, bliver det sammenlagt en rigtig god middag til få penge. Og så er den glutenfri, laktosefri, vegansk, til dem som har lyst til at vide det 🙂

Opskrift på rødbededeller

Tid: 40-50 min Antal personer: 3 sultne pris: 10 kr (mindre hvis du benytter alm. mel).





Ingredienser:

1 meget stort æble eller 2 normale
4 rødbeder
4 kartofler (normal størrelse)
1 løg
ca. 4 dl majsmel
3 fed hvidløg revet

Krydderier:

Chili, salt og peber efter temperament og behov

Sådan gør du:

Start med at finde en minihakker eller foodprocessor frem. Riv alle grøntsagerne/frugterne og tilføj dem i minihakker/foodprocessor lidt efter lidt og herefter over i en stor skål. Hæl majsmel i lidt efter lidt, så du holder øje med balancen i delledejen, så den hverken er for tør eller for våd. Tilføj krydderier.  Steg dem på en pande indtil de er crispy. Jeg lavede dem rigtig dejlige store, så de faktisk blev rødbedebøffer. De smager også rigtig godt dagen efter på madpakken.

Opskrift på tangsalat med linser

Tid: 10 minutter (kan tilberedes mens du steger deller) Personer: 3 som tilbehør Pris: 25-30 kroner

Ingredienser:

1 pakke tangsalat
1 ½ dl grønne linser
4  gulerødder
sesamfrø

Start med at tø tangsalaten op i god tid. (Ellers sæt pakken i vand). Sæt linserne over og lad dem koge i et stykke tid. (Hold øje med gryden, når vandet begynder at koge, da linseskummet vokser kraftigt.) Når tangen er tøet op, åbn pakken og hæld tangen i en skål. Skræl gulerødderne og skær dem tynd i julienne. Hvis du ejer en spiralizer kan du også med fordel bruge den. Når linserne er færdige, hælder du vandet fra og blander med salaten. Slut af med at drysse med sesamfrø.

Velbekomme.

Vegansk "butter" blomkål med indisk krydret hvidkål

Denne ret er så lækker at den smelter i munden. Jeg havde ikke troet at en vegansk udgave af den indiske butter chicken – og så endda uden butter, kunne smage så lækkert. Denne ret er meget smagfuld og har lave kulhydrater – især hvis du vælger at spise den uden ris men f.eks. med krydret indisk inspireret hvidkål, som jeg gjorde. Du kan finde opskriften på begge dele her i indlægget.

Retten er utrolig billig at lave og indeholder meget få ingredienser – men den kræver desværre en større samling af krydderier. Hvis du ikke har så mange krydderier i din samling – skal du dog ikke fortvivle. Dette er ikke en facit til at nå frem til den helt rigtige “butter blomkål”. Hvis du f.eks. ikke har garam masala men i stedet har spidskommen eller koriander og kanel, kan du med fordel skabe en rigtig god blanding af to af de tre.

Med denne ret kan du nemt komme galt afsted med chilien. Så hvis du ikke er til stærk med, bør du skrue meget ned for chilien, da den trænger godt igennem. Jeg blev inspireret til butter blomkålen via dette link. Derudover fandt jeg inspiration for hvidkålen her.

Hvis du hverken er til blomkål eller hvidkål, vil jeg gerne udfordre dig. For denne ret smager himmelsk, og slet ikke som de konventionelle forestillinger man typisk har om de to ingredienser.

Sådan laver du “butter blomkål”

Du skal bruge blomkål (jeg brugte ikke et helt hoved – men det er din egen vurdering, alt efter hvor mange mennesker du laver mad til), en dåse kokosmælk, et løg og noget limejuice eller citronsaft.

 

Af krydderier skal du bruge chili, lidt frisk ingefær, lidt hvidløg, en lille dåse tomatpuré, stødt spidskommen, gurkemeje, stødt koriander og kanel. Hvis du vil, og har det på lager, kan du også bruge Garam Masala.

Du går først i gang med at tilberede “butter” sovsen. Hak et løg i småstykker og vend det i varm olie i en mindre gryde. Rør rundt i lang tid til løgene nærmest er karamelliseret (ca 10 minutter). Tilsæt hvidløg og ingefær og rør rundt. Tilsæt krydderierne og tomatpureen og rør rundt. Få saucen til at koge, og sænk varmen og lad den simre.

Nu skal du tilberede blomkålen. Start med at tænde for ovnen til ca 225 grader. Skær blomkålen ud i små buketter og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Nu skal du krydre blomkålen. Hvis du har garam masala kan du krydre dem med det sammen med lidt chili (pas på!) og spidskommen og evt koriander. Du kan også kaste dig ud i paprika og kanel. Kun fantasien sætter grænser.

 

Dryp blomkålen med olie, citronsaft og salt, når ovnen er parat lader du blomkålen bage i ca 20 minutter.

Gå tilbage til saucen og rør rundt indtil den bliver tyk. Tilsæt kokosmælken og lidt salt. Smag til.

Når blomkålen er færdig vender du blomkålen i saucen, og server – uden noget, med ris, med neutralt salat eller med efterfølgende indisk krydret hvidkål. Se den fulde opskrift på butter blomkål nederst i indlægget.

Sådan tilbereder du indisk krydret hvidkål

Du skal bruge hvidkål, lidt frisk ingefær, hvidløg og chili hvis du lyster. Om det skal være stødt chili, en tørret en af slagsen eller ligefrem en frisk chili, bestemmer du selv. 

Af krydderier skal du bruge cayenne (chili er også ok), gurkemeje, spidskommen, garam masala og sennepsfrø. Derudover skal du også bruge noget til at gøre retten sød. Det kan være sukker, honning eller sirup (jeg brugte sirup).

Tag en kæmpe bred gryde eller sauterpande og opvarm olie heri. Når olien er varm tilsætter du sennepsfrø og lader dem syde. Efter et stykke tid tilsætter du hvidløg og gurkemeje. Herefter tilføjer du hvidkål i strimler og resten af krydderierne og rører godt rundt, som du ville hvis du lavede wok. Du vil gerne ende med at hvidkålen bliver rigtig dejlig crunchy.

Smag til med honning, sirup, sukker og evt citronsaft. Find den fulde opskriften nederst i indlægget.

 

Opskrift på “butter” blomkål 

Tid: 40 minutter Antal personer: 3 Pris: ca 25 kroner  

Ingredienser:

  • olie
  • blomkål (3/4 hoved ca) i buketter
  •  1 hakket løg
  • 4 fed hvidløg (finthakket)
  • 1 spsk revet frisk ingefær
  • citronsaft eller limejuice, 2 spsk
  • 1 lille dåse tomatpuré
  • 1 dåse kokosmælk

Krydderier:

  • stødt spidskommen, 1 knivspids
  • chili, 1 knivspids
  • gurkemeje, 1 tsk
  • kanel, 1 knivspids
  • stødt koriander, 1 tsk
  • evt garam masala

Sådan gør du

Opvarm olie i en lille/medium gryde. Tilsæt løg og rør rundt og de nærmest er karamelliseret. Tilføj hvidløg og ingefær og rør rundt. Tilsæt chili (pas på!), gurkemeje, koriander, spidskommen og kanel og rør rundt. Tilsæt tomatpuré. Rør rundt. Få saucen til at koge og skru herefter ned for blusset og lad den simre, mens du af og til rør rundt.

Tænd ovnen for 225 grader. Fordel blomkålen i buketter på en bageplade beklædt med bagepapir. 

Drys med krydderier. Drys med olie, salt og citronsaft. Sæt blomkålen i ovnen og bag i ca 20 minutter.

Når saucen er tyk tilsæt kokosmælk og smag til med sukker og salt. Når blomkålen er færdig vendes buketterne i saucen.  

Opskrift på indisk krydret hvidkål

Tid: 10 minutter personer: 3 Pris: ca 10 kroner

Ingredienser:

  • hvidkål (mængde efter temperament) (jeg brugte ca et kvart)
  • frisk ingefær, 1 spsk revet
  • hvidløg, 5 fed i tynde skiver
  • noget der søder: honning eller sirup, evt sukker
  • citronsaft, 2 spsk
  • olie

Krydderier:

  • cayenne eller chili, 1 tsk eller mindre
  • gurkemeje, 1 tsk
  • sennepsfrø, 2 tsk
  • garam masala, 1 tsk
  • spidskommen, 1 knivspids

Sådan gør du
Start med at skære hvidkålen i strimler. Opvarm olien i en stor bred gryde eller sauterpande.
Tilsæt sennepsfrø i den varme olie, lad sennespfrøene syde i et minut.
Tilsæt hvidløg og gurkemeje. Sænk varmen til medium og rør rundt i et minut.
Tilsæt hvidkål, chili, spidskommen, garam masala og lidt salt. Rør rundt og smag til med noget sødt og citronsaft.

Follow my blog with Bloglovin