aftensmad

Mættende og velsmagende svampe – og kyllingetærte

tærte

 

Det er godt nok lang tid siden jeg har spist en tærte!

Og det er hammer ærgeligt – for iih hvor kan man spise billigt med en madtærte!

Tærter er vanvittig gode, hvis man har rester man ikke helt ved, hvad man skal gøre ved. Så kan man bage en bund – hælde resterne i, piske et par æg og voila. Ny aftensmad, baseret på rester!

Når man spiser glutenfrit, er der desværre noget mad man må vinke farvel til. En af dem er madtærten – og dog. Jeg har på det seneste stødt på et par opskrifter med glutenfri bund til madtærte, som jeg vil eksperimentere med i løbet af den næste tid. Den første er denne: En tærte lavet på en bund af kylling.

Ja du læste rigtigt. Bunden er lavet på kød. (Drengene klappede i hænderne, da jeg serverede tærten!)

Det lyder som en helt absurd idé – så absurd, at jeg var nødt til at prøve det. Og efterhånden som jeg fik lavet bunden og forbagte den – gav det rigtig god mening.

Når man laver en tærter, med en bund af kød betyder det også at den er ekstrem low carb. Så hvis du forsøger at skære ned på kulhydraterne er denne tærte altså noget for dig. En tærte med en bund af kød betyder også at den mætter utrolig meget.

 

Opskrift på mættende og velsmagende svampe- og kyllingetærte

tærte 2

 

Jeg har tyvstjålet opskriften med meget få ændringer fra Jane Faerber (Madbanditten) og opskriften findes i Janes kogebog LCHF året rundt.

Denne opskrift er med svampe – som den også er i kogebogen. Jeg faldt nemlig over portobellosvampe til en 10’er for 300 gram i Irma for et par dage siden, så dem brugte jeg til tærten. Men du kan sagtens bruge andre ingredienser også.

Denne opskrift er beregnet til to voksne og en sulten pre-teenager

Ingredienser:

Tærtebunden:

300 kyllingebryst (eller to store stykker)

1 løg

2 fed hvidløg

1 æg

salt og peber

tørret basilikum, chili og blandet krydderier fra Örtagård.

 

Fyld:

En smørklat

2 fed hvidløg

300 g portobellosvampe

en god håndfuld champignoner

salt og peber

tørret basilikum, chili og blandet krydderier fra Örtagård.

3 æg

en god skvat minimælk

100 g revet ost

 

Sådan gør du:

Opvarm ovnen på 200 grader.

Hak løg og hvidløg groft. Hak kyllingekød i tern og kom kød og løg og hvidløg i en foodprocessor. Tilføj æg og krydderier.

Tag et tærtefad frem og smør det.

Tilføj farsen og fordel det jævnt og op ad kanterne.

Kom tærtebunden i ovnen i et kvarter.

 

Skær svampe i gode bidder. Smelt smør på en pande og knus to fed hvidløg og kom i smørret. Tilføj svampene på panden og rør rundt. Når svampene tager farve, tilføj krydderier og hæld vandet fra. Brug fx en ske.

Tag tærteformen ud ad ovnen når den er færdig og fordel svampefyldet på bunden.

Pisk tre æg med mælk og hæld over. (Hvis du er på LCHF så brug piskefløde i stedet for mælk). Slut af med at drysse revet ost over.

Bag tærten i ca 25 minutter.

Spis evt tærten med en salat baseret på hvidkål.

Velbekommen.

Advertisements

Gryderet med søde kartofler og kikærter

Gryderet med søde kartofler

Denne opskrift er ikke min. Jeg blev introduceret for retten en aften, jeg var inviteret til middag hos en ven, som er vegetar. Higgi og hans kone blev vegetarer efter at have tilbragt et halvt år i Indien. Typisk Higgi anede han ikke, hvad han egentlig havde lavet, da han serverede denne ret. Derfor krævede det lidt overtalelse og stædig insisteren fra min side at få ham til at rekonstruere opskriften. Men her er den. Og den smager helt fantastisk.

Det er syv år siden jeg fik serveret denne ret, og den er nu blevet en kær klassiker i mit køkken. Jeg elsker at servere denne for inkarnerede kødspisere og lade dem gætte ingredienserne. De bliver altid overrasket.

Opskrift på Gryderet med søde kartofler og kikærter

Opskriften er til fire personer og er glutenfri.

Ingredienser

200 gram kikærter enten fra dåse eller frisk tilberedte (dvs i blødsat i min. 8 timer og kogt 1 time)

1 æble eller rosiner

1 løg

2 søde kartofler

2 selleristængler

1 dåse kokosmælk

2 fed hvidløg

 

Krydderier du skal bruge

3 tsk madras karrypulver

2 tsk salt og peber

2 tsk stødt spidskommen

2 tsk sennepsfrø

 

Sådan gør du

Snit løg, æble og svits i olie i en gryde.

Tilføj hakket hvidløg og krydderier og svits i nogle minutter.

Skræl kartofler, skær i tern og tilføj.

Tilføj kokosmælk og lad simre i 10 minutter.

Tilføj kikærter og selleri.

Server med ris.

Velbekommen!

Gryderet med kikærter og søde kartofler

Risotto med spinat og champignoner

Lækker Risotto med spinat og champignoner

Risotto er en rigtig billig måde at spise et velsmagende og lækkert måltid. Jeg har udfordret mig selv de sidste par uger og har brugt så lidt penge som muligt på indkøb. Det er en god måde dels at komme til bunds i fryseren – men det er også en dejlig udfordring til at finde på nye, billige retter. Denne ret blev til på en indskydelse efter jeg fandt en pakke risottoris, jeg på et tidspunkt har købt i Netto.  Netto fører risottoris som standardvarer. Pakken er stor og koster tyve kroner og der er til mange gange risotto!

Opskrift på lækker risotto med spinat og champignon.

Denne opskrift er uden kød – men du kan sagtens peppe den op med bacon, serrano- eller parmaskinke. Opskriften er til 2 personer og koster ca. 20 kroner at lave.

Ingredienser

 

5 champignoner

1 løg

2 fed hvidløg

3 frosne spinatkugler

2 dl risottoris

risvin (et skvæt) (du kan også bruge hvidvin eller æblecidereddike hvis du har på lager)

revet parmasanost eller pecorino

bouillonterning (hønse- eller grøntsag. Tjek om den er glutenfri hvis du ikke spiser gluten)

1 tsk stærk krydderiblanding. Fx masalamix.

Smør til stegning og en klat til senere.

 

Sådan gør du:

Start med at kog en liter vand. Du skal bruge ca 6 dl men kog en hel liter. Hæld vandet over i en tyk kande og put to bouillonterninger deri, så de opløses.

Hak løg og champignoner.

Smelt smør i en gryde og svits løg og champignoner heri.

Tilsæt ris og rør godt rundt.

Tilsæt vin/eddike og spinatkuglerne.

Tilsæt 2 dl bouillonvand og rør rundt og lad risen suge vandet. Herefter tilsætter du 2 dl til og så 2 dl til.

Tilsæt krydderiblanding og smag til.

Tilsæt eventuelt mere bouillonvand.

Tilsæt ost og en smørklat.

Rør rundt og server i dybe skåle.

Velbekommen

Risotto med spinat og champignoner

Glutenfri børnevenlige fyldte brødboller

Glutenfri børnevenlige fyldte brød

Forleden havnede jeg en krise i min madlavning. Den ret jeg havde planlagt at tilberede, kunne jeg alligevel ikke lave, da jeg i sidste øjeblik opdagede at der var gluten i. Derfor måtte jeg improvisere med rester, jeg fandt i køleskabet. Det kom der en meget spændende ret ud af.

Børnevenlige glutenfri brødhapser – ideel til madpakken

De fyldte brødboller er aldeles børnevenlige og er også rigtig gode til at have med i madpakken dagen efter. Det er lidt et sjovt brød at arbejde med, da dejen er våd og uformelig. Men bollerne smager rigtig godt og kan spises til aftensmad med tilbehør, en lille hapser eller til frokost. Når du tilbereder bollerne, skal du anvende en minihakker eller en foodprocessor.

Opskrift på glutenfri børnevenlige fyldte brødboller

Ingredienser

Til dejen:

1 lille spsk loppefrøskaller

et drys salg

et drys bagepulver

1 dl mandelmel

½ dl hørfrø

2 æg

1 gulerod

150 g hvidkål

et par champignoner

 

Til fyldet:

100 g skinke eller tilberedt kylling

2 håndfulde revet ost

4 champignoner der har været en tur i minihakkeren

et drys chili

1 æg

Sådan gør du

Tænd ovnen på 175 grader (varmluft). Tag minihakkeren frem og kør guleroden, kålen og champignoner igennem og saml det hele i en skål.Tilsæt de resterende ingredienser til dejen. Rør rundt.

Kør de 4 champignoner til fyldet igennem minihakkeren og hæld dem i en anden skål sammen med resten af ingredienserne til fyldet. Rør rundt.

Tag en bageplade frem og put papir på den. Del bollerne i klumper. Jeg fik ca 8 boller ud af det – men husk de skal være store nok til at kunne indeholde fyldet.

Tag nu en enkelt bolle og tryk den flad med hænderne. Tilføj lidt fyld og pak det ind i bollen. Du kan enten folde brødet udenom fyldet eller tag lidt ekstra dej og putte ovenpå fyldet, så du lukker fyldet inde. Det føles lidt mystisk – men du er på rette vej!

Glutenfri fyldte brødboller

Når du har fyldt alle bollerne, sætter du dem i ovnen og bager dem i ca 25 minutter.

Velbekommen

Sådan laver du glutenfri fyldte brødboller