gode råd

10 tips til billigere madlavning

 

Jeg har tit fået spørgsmålet om hvordan jeg gang på gang kan formå at bruge så få penge på mad – eller få madbudgettet til at strække så langt som jeg kan.

Nu er mit madbudget yderst varierende. De måneder hvor jeg har mange penge kan jeg godt bruge ekstra til sjove ingredienser, spontan shopping, dyrere retter, stege til når der kommer gæster og selvfølgelig mad udefra. Men det er rigtigt at i den helt normale gængse dagligdag, bruger jeg ikke mange penge og den mad jeg tilbereder er yderst billig.

Så her kommer mine 10 tips til at spare penge på aftensmaden.

cab5f-2

  1. Planlæg fremad

    Indtænk en madplan, hvor flere ingredienser eller retter går igen. På den måde sikrer du ikke at smide mad ud (som fx en halv pose kartofler, gamle grøntsager mm.) Tænk på hvordan du kan genbruge kødsovser. Fx spaghetti med kødsovs den ene dag, lasagne den næste, madpandekager den tredje. Er du en superstar tjekker du tilbudsaviser igennem når du planlægger dine indkøb. Du kan fx downloade appen “eTilbudsavis”. Her kan du også søge efter tilbud på specifikke ingredienser.

  2. Brug “fyldere” i madlavningen

    Indtænk retter med ris, bønner (ikke på dåse men tørrede bønner du selv lægger i blød og koger), bulgur, kartofler (fx kartoffelmos) og andre “fyldere”. I disse moderne tider får vi tudet ørene fulde af, at vi skal passe på med kulhydrater – men er pengepungen ved at være tom, er kulhydrater din ven. Er du glutenallergiker så brug ris og linser i stedet for pasta og bulgur. Er du på LCHF så tænk “hvidkål” i stedet. (Se også punkt fem).

  3. Tænk: Færre ingredienser og flere krydderier

    Gå i gang med at oparbejd en god og habil samling krydderier. Det er en god investering og krydderierne varer for evigt. I stedet for at bruge flere ingredienser som skal få din mad til at smage af noget, så brug krydderierne. Jeg vil anbefale at du til at starte med køber: Hvidløg (frisk – ikke tørret!), chili (gerne tørret), stødt koriander, stødt spidskommen, oregano, basilikum og madras karry (ikke den normale gule kedelige – men den rigtige madras karry med den flotte dybe gule farve). Herefter kan du supplere op efterhånden med fx frisk ingefær, korianderfrø, spidskommenfrø, mynte, kanel og så videre.

    Sådan opbygger du et basislager af krydderier

  4. Tænk: Asiatisk

    Mange asiatiske retter (særligt indisk) bruger netop princippet, få ingredienser, mange krydderier. En af de mest velsmagende billige retter, jeg kender er dahl, som jeg har lavet en version af her. Her får du dahl med friske tomater, men du kan sagtens udelade dem og kun have linser og løg i. Billigere kan det ikke gøres. Derudover kan du tilberede lækre nudelretter eller fx rispandekager med ganske få og billige ingredienser. I rispandekager behøver du sågar ikke noget kød. Du kan fx nøjes med gulerødder, agurker, knuste peanuts, tørret mynte og lidt hoisinsovs. Rispandekager er for øvrigt et stort hit blandt børn. Det er sjovt for dem at tilberede ved bordet, mens man spiser, og de kan selv helt bestemme hvad der skal i deres pandekager.

  5. Tænk:  Kål og andre grove grøntsager

    Kål, fx hvidkål, er din gave til pengepungen. Den mætter utrolig meget, og du kan faktisk bruge hvidkål som fyldere – særligt hvis du er glutenallergiker, er på LCHF, eller bare gerne vil skrue ned for kulhydratforbruget og op for flere grøntsager i din dagligdag. Det kan dog være lidt af en udfordring hvis du, ligesom jeg, har en preteenager i huset, der normalt spiser som en elefant men pludselig fra den ene dag til den anden udvikler antisult og hamsterkinder, fordi han kan spotte en broccolistok i gryden. Hvis det er tilfældet, kan du prøve at snige grøntsager ind, så barnet ikke opdager det. Lav en pizzadej baseret på hvidkål eller blomkål, lav burgerboller med hvidkål eller blomkål som hovedingrediens, eller snig kålen ind i lasagnen.

  6. Tænk over hvor du køber ind og hvad du køber ind

    Det gør rent faktisk en forskel om du køber ind i Føtex eller du køber ind i Rema. Selv i de perioder hvor jeg vendte hver en krone gjorde det en forskel om jeg handlede ind i Netto eller Fakta. Så hvis du vil spare penge, så lad være med at købe dine grøntsager i Føtex men hold dig til de billige supermarkeder. Det sætter selvfølgelig en begrænsning på det innovative og at gå på opdagelse i sjove grøntsager, men det er et privilegie du altså ikke har råd til lige nu. Gem den indkøbstur til særlige lejligheder. Sørg for at bruge ingredienser som er billige såsom gulerødder, løg, champignoner, frosne ærter og frossent spinat. Ofte er det egentlig de samme ingredienser som går igen når jeg laver mad – men jeg bruger krydderier (og kød) som varianter.

  7. Begræns indholdet af kød

    Denne kan være lidt svær – i sær hvis du ligesom mig, har hus med mænd, der ikke kan undvære kød. Men du kan prøve at snige vegetariske retter ind hist og pist. Brug gerne masser af krydderier så retten smager kraftigt og af en hel masse.

  8. Lav mad fra bunden

    Dette kræver at du har tiden til det. Det er ikke alle mennesker der har tiden. Men hvis du har, eller bare nyder at være i køkkenet – er vejen til at spare penge også at gøre grundarbejdet selv. Fx, kartoffelmos, gnocci (se en opskrift på gnocci her), salsa, tomatsovs og bagning af brød. Har du en lille rest du ikke ved, hvad du skal gøre af? Bag en gang små madbrød hvor du fylder madresten i. Er du glutenallergiker er de billige melalternativer som kartoffelmel og majsmel din ven. Derudover kan du købe en pose kikærter, lægge kikærter i blød, koge dem og mele dem så du har kikærtemel.a3780-img_7694

  9. Tilbered store portioner og frys ned

    Det kræver selvfølgelig at du har en fryser stor nok til at det kan lade sig gøre. Hvis du er studerende eller single kan det være at du kan “teame” op med et par stykker, hvor i sammen laver maden og herefter fordeler. I kan også sammen købe de store portioner som er billigere end de små og så fordele. At være single eller bo alene er hammerdyrt!

  10. Tænk: Gryderetter

    Lav gryderetter og “ruskensnusk”. Ofte har jeg fået masser af slatne grøntsager og ris eller hvidkål til at smage himmelsk ved at vælte dem sammen i en gryde med en buillonterning, vand og masser af krydderier.